Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
272
Rahbek og Venskab.
tede ikke Bakkehus bort mod Tølløse, selv om dette saa blev et
Baroni. Paa Bakkehuset var han selv Friherre, uden Særeje,
Gæstfrihedens Præst og Venskabs Tjener, ofte med Besvær,
men altid med Held findende Kilder, der kvægede de
nødlidende, og rislende Venskabs Pris med muntert Kling og Klang
flød afsted efter de salig Tolvtusinde.
Det var da ikke tilfældigt, at Bakkehuset var berømt for sine
Roser. Kamma dyrkede dem med sjælden Dygtighed, i hendes
kunstfærdige Æsker sendtes de om med Hilsen og Sommerbud
til alle, hun var selv Havens og Husets bedste Rose. Men hele
Tilværelsens ypperste Rose i Vaar og Høst, i Liv og Død var
dog Venskabet.
Dette sit Livssyn har Rahbek varmt udtrykt i den Sang, der
nu er næsten glemt, men engang var paa alles Læber, saa at
Lægen Mynster med dens første Linier kunde trøste sine unge
Patienter, der fik „Rosen".
I Ungdoms Vaar
Gro Roser allevegne.
Snart den forgaaer,
Og disse hastig blegne.
Lad os da nyde Vaarens Lyst,
Førend dens Dage forsvinde,
Pryde med Roserne vort Bryst,
Før vi dem falmede finde.
Een er der kun,
Som visner ingensinde.
Til sidste Stund
Vi lige skøn den finde.
Villigst den groer i Ungdoms Vaar.
Hvo da forstaaer den at dyrke,
Den ham i alle Livets Kaar
Venligst skal kvæge og styrke.
Hver trofast Ven
Maa denne Rose hylde.
O, det er den
Vi vore Glæder skylde!
Venskab den skønneste Rose er.
Den er vor Fryd og vor Lykke.
Evig den blomstre blandt os her!
Engang vor Gravhøj den smykke!
Det var Rahbeks mest dybtfølte Sang, Bakkehusets
Tempelhymne. Men var den ogsaa i Stand til helt at fylde og stille et
Menneskesind og dets Længsel? Var der f. Eks. ikke en lille
Sprække mellem næstsidste og sidste Linie, hvorigennem det
beroligende kunde sive ud?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
