Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Venskab. Kærlighed.
273
Evig den blomstre blandt os her!
Engang vor Gravhøj den smykke!
Paa ingen Maade, min Ven! Jeg veed meget vel, at jeg skal
dø og stedes til Hvile i den „venlige Grav, i hvis Skygge boer
Fred, og hvis tavse Beboer af Sorgen ej veed". Men mine
Venner, „den genvundne Heiberg" og „Møens Horats" eller andre
— ville smykke min Gravhøj med Blomster. Venner dø, men
Venskab lever. Dets Tempel staar, om end dets Tjenere gaa
bort. Der vokser bestandig nye Roser.
Det var paa dette Punkt, at Kammas Tanke var vokset videre,
i Spørgsmaalet om den visnende Roses, det døende Menneskes
Smerte. Hun havde ment at finde dens Forklaring i, at den kun
var Smertesvøbet for en ny, højere Livsform, den
selvhengiven-de Følelse af Omhu for andre, Kærligheden, der stammer fra
selve Livets Kilde, stammer fra Gud, og er stærkere end
Døden. Engang tændt, laa denne Livsforstaaelse og brændte i
hendes Sind, vedblev at ulme, selv om andre ikke forstod hende
eller imødegik, hvad hun tænkte. Tavs gemte hun sin Skat,
selv om Rahbek lo ad sligt, Poul Møller iførte sig Marmorkulde,
eller Mynster vilde drage hende videre til den kirkelige Tro.
Trofast mod sit eget Væsen og mod sin Husbond svarede hun
paa denne sidste Opfordring ligesom den fordums Nordbo, der,
da han skulde døbes for at vinde Salighed, forlangte først at
vide: „Hvor ender da mine Nærmeste?" — „I Helvede." —
„Vel an, saa følger jeg dem." Hun vedblev troligt at røgte
Tempeltjenesten med sin Filemon, selv om den Udsigt, Gudesagnet
her kun stillede, var, at hun skulde i Døden forvandles til et af
Lindetræerne udenfor Huset, medens Rahbek skulde blive til
en Eg.
23.
Tempeltjenesten frembød sine sædvanlige Glæder og Sorger,
saalænge det lykkelige Tidsrum varede, som var begyndt med
1820, da Studenterforeningen stiftedes, og strakte sig til lidt
efter Poul Møllers Giftermaal. Dette Tidsrums
Slutningsnum-mer var, da Rahbek, festlig oppyntet af Kamma, drog som
Universitetsrektor med hende til Sorø Akademis Indvielse, en
Rejse, som Kamma med fordums Liv beskrev i et Brev til
Vennerne i Kristiania. Men hermed var Herligheden ogsaa
omme, begge begyndte nu at visne, og Bakkehuset at stunde
mod Vinterdvale.
Bakkehus og Solbjerg
18
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
