Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6
levelse kunde naa til en lignende Følelse af en Kærlighed, der
er stærkere end Døden.
Den første, der blev stillet paa Prøven, var Poul Møller. Han
var sikker i sin Forvisning om, at Menneskets Tilværelse
indskrænkede sig til dette Liv. Men saa stilledes Spørgsmaalet
pludseligt til ham paa en ny Vis — ikke videnskabeligt, ikke
diskussionsmæssigt, hvor han saa tidt havde bevist sin
Paa-stands Rigtighed — men ganske simpelt i Form af, at den han
elskede højst, hans Hustru Betty, døde. Smertestunget
svulmede hans Selv. Det inderste og bedste i ham, Kærligheden
til hende, lod ham forstaa, at Forvisningen om Døden som
Selvets Tilintetgørelse var en Selvmodsigelse.
Udødelighedshaa-bet var Menneskelivets Grundsten. Ærlig og redelig som han
var begyndte han nu paa den vanskelige Opgave i en
Afhandling om Udødelighed tankemæssigt at godtgøre for andre, hvad
han selv i et Nu havde følt og fattet.
Ved Poul Møllers Død 1838 blev hans Ungdomsven J. L.
Heiberg stærkt greben. De havde trods modsat Væreform —
den ene djærv og aaben, den anden varsom, „spansk" og
sleben — saa megen indre Fuldlødighed tilfælles. De havde
derhos aandelig fulgtes ad ligefra Hans og Trine, der hos
Heiberg blev til „Vaudeviller", gennem Glæde over Fædrelandet
og til ind i Filosofiens stille Tankeverden, hvorfra de af og til
sendte et enkelt Digt af en egen fortættet Indholdsvægt og
Højhed. Det var da, som om ved Vennens Død hans egen Bane
var bristet, Spørgsmaalet om Selvets Skæbne blotlagt med
Krav om Tvillingselvets hjertevarme inderligste Tydning.
I denne Stemning skrev Heiberg et Digt af sjælden
Skønhed. I tre simple formklare Vers gengav han, hvad der var sket
og dets Følger. I det første omtaler han, hvad der har samlet
dem ved Kisten, Tabet af Vennen, som de alle skattede, men
som Døden nu har ramt, forvandlet til et livløst Intet, som de
med Sorg maa sænke i Jord, hvortil det skal blive. I sidste
Vers beretter han, hvorledes den Tabte dog ikke helt er tabt,
men vil leve i Erindringen, mindes af Venner og
Landsmænd.
Men mellem disse to Vers, i hvilke han folder til Side de
Tanker, som Døden medfører, aabner han i det mellemste Vers
Indblik til Kærnen, til Spørgsmaalet om, hvor Vennen selv nu
er henne. Og dette besvarer han — i Strid vistnok med sin
egen filosofiske Opfattelse og Synsmaade — men i inderlig
Samklang med, hvad Kærlighed til Vennen, til Videnskaben,
til Selvets Tanke og det tænkende Selv i en kort forklaret
Stund har forundt ham at se ind i.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
