Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7
Vor tabte Ven! Vi til det Maal dig bringe,
Hvortil enhver skal bringes hen tilsidst.
En Sang til Afsked end vi lade klinge,
Og skilles fra dig for en liden Frist.
Thi Sjælens Udtryk, som dit Blik os viste
I munter Skæmt som og i Alvorsord,
Nu bæres bort i denne sorte Kiste,
Hvori det ædle Præg skal vorde Jord.
Et tungt Farvel er nu vort sidste Svar
Paa hver en Tanke, som du fremkaldt har.
Men hisset toner dig et Svar imøde,
Din Gaade løses ved en bedre Strand:
En Engel peger mod en Morgenrøde,
Hvori du seer Udødeligheds Land.
Den Spire, som du fik til Tankevinger,
Men som for os du vikled halvt kun ud,
Nu vokser mægtigt frem og did dig bringer,
Hvor du skal se og fatte skal din Gud.
Hver Traad, som Tiden afbrød i dit Værk,
Skal Evigheden spinde stor og stærk.
Men vi, som end til Livets Veje bindes,
Hvorfra du bortgik under Venners Graad,
Ved Tanken om dit Jordeliv skal mindes
Om ærlig Stræben og om mandig Daad.
Og du skal mindes i de Kvad, du skabte,
De tit skal over Sletten svæve hen.
De skal, mens Danmark sørger ved den Tabte,
Til Glæde over Danmark synges end,
Og samle deres Toner til et Baand,
Som knytter Danskes Hjerter til din Aand.
Noget lignende gentog sig for Oehlenschläger, da han
(1841) mistede en, han ret havde kær. Hans sunde
frodige Virkelighedssans ytrede sig imidlertid i at anvise den
bortgangne en Opgave, forskellig fra Ophold i Elysium eller
Paradis, men et naturligt og ærligt Ønske af den efterlevende: At
blive hos ham fremdeles, som en Fylgje ledsage og som fordum
hjælpe ham at ordne alt paa bedste Maade. I sin sanddru
Menneskelighed belyser denne Tanke i et klart Nu den
Aartusinder lange Vej, ad hvilken Udødelighedstro har vokset sig
op fra Hjem, fra trofast Sammenhold, til Skytsaand, til en
barmhjertig Gud, til en kærlig Alfader.
I Digtet „Paa en skøn Sommerdag kort efter Christianes
Død" lyder et af Versene saaledes:
Følg mig som en Skytsaand paa min Vej!
Vift i mine høstliggule Blade!
Smil i Vaar som en Forgjetmigej!
Aldrig du din Digter maa forlade!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
