Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
25
Hjem udgjorde et Tretal, fremkaldte en Treklang, der fuldt ud
svarede til og som Klangfigur gengav en ægte hegelsk
Stor-Trekant. Fru Heiberg repræsenterede Naturen, Fru
Gyllembourg Historien, der som bekendt er Erindringens Datter, og
som højere Enhed af begge udgjorde Heiberg Tanken, Ideen.
Den dialektiske Strøm gik ustandseligt gennem de tre Led og
tilsammen udgjorde de Helheden, det Absolute. Netop derfor
maatte den graa Skybanke, der viste sig uden for Hjemmet,
staa som det Absolutes Modsætning, det Endelige, det Idéløse,
det Dumme — med eet Ord: Publikum.
Denne Trekantens Slutning forekom den selv logisk rigtig.
Men Fejlen var, at d.er manglede et Led i Treklangen, savnedes
en fjerde Stemme, der vilde have givet Harmonien Kvartettens
Form. Der manglede en Barnestemme. Dette mærkedes ikke af
Trekanten selv, men var synlig for enhver, der iagttog
Aldersforskellen. Denne havde oprindelig været i Ligevægt, idet de
tre var 20, 40 og 60 Aar gamle. Men efterhaanden som Tiden
gik, vedblev vel den indbyrdes Normalafstand af tyve Aar at
være den samme, men den samlede Kres steg Aar for Aar
højere, og Afstanden mellem nederste Led og Jorden tiltog
betænkeligt. Der manglede et første Trin.
Hvor helt anderledes vilde Skybanken, Dumheden, Publikum
have taget sig ud for alle tre, og ikke mindst for den samlende
Viden og Tanke, Heiberg, naar han havde følt en lille Haand
i sin, hvor op fra strømmede ubetinget Tillid og Hengivenhed,
og som Modstrøm Kærlighed og Omhu; en allerkæreste lille
Dumrian, der misforstod, græd, lo og voldte Glæde; et
forstyrrende, fordringsfuldt lille Publikum, som man for ingen Pris
vilde undvære og som det var Ens Fryd at forædle; et Udtryk
for Vækst og Fremgang; et Haabets og Ængstelsernes
Midtpunkt, ikke mindst naar Tiden kom for den lille til som voksen
paa egen Haand at færdes mellem det store Publikum. Hvert
eneste venligt Ord herfra, selv det mindste Tegn vilde tages,
som Forskud og Varsel om, at Ens lønlige Bøn maatte opfyldes,
og det gaa den unge godt i alle de Omgivelser, hvor man ikke
længer kunde følge. Ens Barn blev selv en Del af Publikum,
og Publikum Ens Barn.
Denne Naturens Vejledning, Garnnøglet mellem
Slægtleddene, blev ikke Heiberg forundt, og herved led hans
Forstaaelse. Men inden for sin Begrænsning, sin paadragne fikse
Idé og uforskyldte Ensidighed viste han de gode Egenskaber,
som Naturen saa rigt havde udstyret ham med. Trofast
værgede han, hvad han havde vundet kært. En Modstander af d3
mangfoldigt opskydende uvane Personlighedsbegyndelser, hæv-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
