Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52
Grundtvig boede ogsaa denne Sommer (1845) paa Landet,
ikke efter Kongeparrets Indbydelse, men trofaste Venner
havde sørget herfor. Det var i den beskednere Bolig med den
skønne Beliggenhed og de mange gamle Minder, i Rahbeks fordums
Lejlighed paa gamle Bakkehus. Her kom han igen i de følgende
to Somre.
Opholdet her blev en Klaringstid for ham selv, en Tid til
Fæstning og Udformning af det opnaaede, Højdepunktet i hans
Udvikling, men ikke endnu i hans Magt og Anseelse. Disse
skønne, fredelige Omgivelser med deres ubevidste, smittende
Indflydelse, der i Slægtled under Solbjergs Tegn for
modtagelige Sind havde forkyndt Naturens milde Evangelium, maatte
nødvendigvis stemme ogsaa ham. Thi han var jo ikke fremmed
og uforstaaende. Han havde selv Part i dem, var før sin Fødsel
Barn af dem. Hvad han her saa — vid Udsigt over Land
og Sø, solbelyst, med hvide, drivende Skyer over Marker og
Skov og Sejl i det fjærne; intet haardt, ondt, grusomt eller
umuligt, men heller intet i Ro; alt i Bevægelse fra Skyerne
deroppe til vuggende Blade, bølgende Korn, Svaler, vippende
Vipstjert og de skiftende Skibe derude; intet dog heller til
sikkert at beregne, Lysblink og Skygger vekslende kaadt og
skælmsk over Skovbryn, Sæd og Menneskesind; bliver du
vred, saa blot en Byge i Nakken i Tilgift. Og dog i al denne
Uro og Veksel af Lys og Mørke, Godtid og Modgang een
sikker Forvisning: „Lyset er Meningen"; og den stille, ukuelige
indre Livstone: „Alt bliver nok godt engang." Med andre Ord:
Hvad han her saa, var kun de ydre Udtryk for den fælles
Klangfigur, den fælles Melodi i hvert dansk Lyssind.
Og var han ikke selv en Lysseer? Ganske vist havde han
ikke gjort Indtryk af at være det i hele sin Dommertid, hvor
han havde skældt ud til højre og venstre og malet med Kønrøg.
Men een havde han dog ogsaa dengang altid set lyst paa, sig
selv. Han havde altid Ret. Naar han ikke troede dette, blev
han sindssyg. Det blev han tre Gange i sit Liv. Men hver Gang
han kom sig, ytrede dette sig i, at han troede endnu fastere.
Denne underlige Personlighedsform holdtes sammen af og
oppe ved en varm og inderlig Religiøsitet. Paa dette Punkt
var han tætsluttet og umiddelbar, ude af Stand til at anvende
Selvkritik. Forsøgte han at gøre dette, maatte han gaa fra sin
Forstand. Thi hans Forstand, hans Vilje, hans Hjertes
Forvisning sagde ham umiddelbart og selvfølgeligt, at hvad Gud vilde,
vilde Grundtvig, og hvad Grundtvig vilde, var ogsaa Guds
Vilje.
Det tydeligste og mest træffende Udtryk for denne sin Over-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
