Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
71
ikke selv immer ens, men har undertiden skiftet Mening. —
Det samme maatte jeg sige til den, der har siddet her paa denne
Bænk før Du, til Poul Møller.
Nu farvel! Se dig godt om herude og glæd dig over
Naturen. Du kan lære meget af den, selv om du kun er
Sommergæst. — Her forsvandt hun, mens Grundtvig halvt
uforstaae-ligt udbrød:
Men Kamma, kan man da ikke faa et Ord indført for al den
Bragesnak og Kammasnak og saa den Erkesnak om
Guldfiskene.
— Du sover Far! vaagn op! afbrød hans Søn Svend ham.
Her er kommen en Kurv dejlige Jordbær fra Sorgenfri fra
Dronningen.
Hvor er Sorgenfri? lød det endnu fra Bænken. Men Svend
fortsatte: Nej vaagn nu rigtig Far! Mor venter os deroppe med
Middagen, og bagefter Jordbærrene.
Men saa det med Guldfiskene! — Jeg tror virkelig, Far
drømmer endnu. Lad os nu følges ad op til Virkeligheden, til
Middag og Jordbær. — Læseren og vi maa nok ogsaa nu
tilbage til Virkeligheden.
Begge de to Lysseere H. C. Ørsted og Grundtvig blev
skuffede med Hensyn til Sorø. Men derfor fik de lige fuldt den
Plads i Solskinnet, som de fortjente. Ørsted fik, som vi har set,
anvist Æresbolig paa Solbjerg i Fasangaarden, men bortkaldtes
til et højere Lys, førend Vaaren havde ret faaet smykket den
ham tiltænkte Bolig. Grundtvig levede endnu næsten en
Menneskealder efter sit Sommerophold paa Bakkehuset. Men skøndt
han dengang havde naaet sit Højdepunkt og hverken blev
kongelig Historiograf, fik Skolen i Sorø eller den Betydning
som Rigsdagsmand, han havde tænkt sig, saa fandt Solskinnet
ham dog, kastede Glans over ham og slåp ham ikke, førend
han i kosteligt Skrud som Offergode var anbragt paa Ryets
Solbjergtop.
Ad underlige Veje, hemmelighedsfulde og uanede, som hint
usikre Møde i Bakkehushaven med Duften af de genblomstrende
Roser, Jordbærrene, Guldfiskene.
Alt syntes at gaa nedad for ham. Oehlenschlägers Død i
Januar 1850, bragte ham ganske naturligt til at tænke paa sin
egen. „Jeg veed det nok", skrev han i sit Ugeskrift
„Danskeren", „at engang, og muligvis temmelig snart, vil den samme
Tyran, som, saa snart han flk Lov, tog Oehlenschläger fra os,
ogsaa banke paa hos mig og med Skoggerlatter indbyde mig til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
