Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
som hidtil alene et Ideal, hilses saa venligt og kærligt, som
hun selv ønsker Hilsenen. Deres hengivne Veninde K. M.
Rahbek". Ligesaa fint indsvøbt, men ikke svagere synes samme
Følelse tilstede i disse Ord Aaret efter: „Mere har jeg ikke Tid at
sige Dem, uden — hvad de kan vide af Dem selv — at jeg altid
hilser den Bedstes Bedste med min bedste Hilsen. Deres
hengivne Veninde KMR."
Det mest udprægede og overraskende Selvstændigheds
Udtryk, der røbede et Personlighedens Dyb, som Ægteparret ikke
havde let ved at lodde, var dog, da han til Slut med eet afbrød
sin Virksomhed som Skuespilforfatter. Grunden hertil er ikke
fuldt opklaret. Men saa vidt man af hans egen lidt ubestemte
og undvigende Omtale i sine Erindringer kan slutte, synes den
at have været en af religiøse og strængt hæderlige Hensyn
fremgaaet Beslutning, der gav sig et lidt hastigere Udslag, end
han selv bagefter har fundet rigtigt. Man faar Indtrykket af,
at han i det store Stridsaar 1817, hvor Oehlenschläger havde
brudt med Bakkehuset, Baggesen søgte Indpas her, og
Sindene var ømtaalige, er kommen til at støde Rahbek ved sin vel
bestemte Optræden.
Den sandsynlige Forklaring paa hvad der foregik er, at det
meget, der var hændet Ingemann i det sidste Par Aar, den
bratte Overgang fra at være en stille Eneboer i en tænkt
Verden til at blive en beundret Døgnfigur i Teaterverdenen, har
fremkaldt et indre Opgør i ham. Han var samtidig under en
stærk religiøs Udvikling, paavirket af Grundtvig og paa Veje
til en luthersk, kirkelig Opfattelse. Dette maatte med
Nødvendighed føre ham til at prøve sig selv, træffe sit Valg mellem de
to Modsætninger Tant og Alvor, Skin og Sandhed, fremkalde
en Tone som: „Afvejen fra Rælingen, Dreng"!
Vi kan følge Snittet, baade hvor dybt det gik, og hvad
Retning det tog. Det gik, ligesom hos hans Ven Grundtvig, ikke
ned til at sondre mellem Digter og hans sande Selv. Det naaede
ikke til: „Gik der en Smule Digter tabt, et Menneske blev
bevaret". Digteren blev bevaret, var fredhellig, var hans sande
Selv. Men indenfor Digteren blev Teaterdigteren skaaret fra.
Som saa ofte i slige Tilfælde var de ydre Anledninger, der
fremkaldte Bruddet, i sig selv smaa, sammenlignet med hvad
de førte til. Ingemann nævner i sin Levnetsbog et Par af dem.
Naar han sad i Teatret og overværede Opførelsen af et af sine
Stykker, var det ikke for ham en Nydelse. Han var som paa
Gløder. Selv naar Tæppet gik ned, og Bifaldet var almindeligt
og levende, tænkte han paa, hvorledes den mindste
Tilfældighed, hvorover han ikke var Herre, kunde have forstyrret hele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
