Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
Det var, som Dannemarks Tid var omme,
Som skulde Gudherrens Dom nu komme,
Og Folk og Rige og Navn forgaa.
— Stig op af Graven, du Slægt, som døde!
Forkynd dit Fald og afmal din Brøde!
Advar os for Udslettelsens Dom,
Og viis os, hvorfra din Frelse kom!
Nu mener han, at Folkeaanden kan vinde Udødelighed, ja
er i Besiddelse deraf, hvis den selv vil. Det kommer blot an paa
ikke at sygne hen, kun leve i Minder, men at se fremad, ville
leve og vokse. Han lader Holger Danske udtale følgende
Erfaring og Bekendelse:
Jeg saa kun tilbage, mig Livets Lyst bortklang —
Da toned mig i Sjælen saa trøstelig en Sang:
Se frem, men ej tilbage! Hvad Hjertet attraaer,
Maaske dog engang under Solen du naaer.
Lad rulle det Svundne i Tidernes Elv!
Det Liv, der ej bortfarer, er Sjælen dog selv.
Har Sjælens Liv ej Ende, saa er der ingen Død,
Og vi er dog saa godt som i Paradiset fød.
Hvor Livskilden springer, didhen staar min Hu.
Hvor Livstræet blomstred, der blomstrer det endnu.
Se frem, men ej tilbage! — Hvad Sjælen attraaer,
Maaske dog engang under Solen du naaer.
Men naaer under Solen ej Sjælen hvad den vil,
Saa er der andre Sole og andre Stjerner til.
Og slukkes alle Sole og Stjerner engang —
Dog Livets Kilde springer, hvor evig den sprang.
Dette var en Livshymne saa fuld og inderlig, som den aldrig
forhen havde lydt i Danmark. Selv Kirken med alle Ingemanns
Højmesse-Salmer til Kirkeaarets Helligdage maatte undrende
spørge: Er dette virkelig af den samme Forfatter? I Læ af
Folkeaanden og beruset af dens Storhed vover han her at søge
efter Enheden i Guds Væsen og Værk, det inderste i Gud
selv, lægge de menneskelige Betegnelser og Delinger af Guds
Væsen i tre Personer til Side som ufuldkomne og finde, hvad
han søger, i det bævende, sprudlende Udtryk: Livskilden.
Noget ganske lignende foretog han sig Aaret efter, da han
søgte at bestemme det inderste i Menneskevæsenet. Ogsaa her
strøg han alle Delinger og Selvspaltninger tilside og fandt det
dybeste og inderste Menneskelige i det Umiddelbare.
Herved forstod han den levende, ærlige, gode Vilje, Barnet i
Mennesket. Under den beskedne Benævnelse Morgensange og Af-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
