Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
147
Ligesaa klart skinner det igennem, at hans egne
Hæderligheds Begreber sattes paa en haard Prøve ved de Midler, som
partimæssigt ansaas for berettigede at anvende. Da man
frygtede for, at Baggesen kunde vælge en anden til at disputere for
sig, og her nævnede en ung Forfatter som vistnok villig,
afværgedes dette paa følgende Maade. Poul Møller, der havde stor
Indflydelse paa Regensen, gik op til vedkommende Forfatter
og truede ham med, hvis han hjalp Baggesen, at ville lade en
30—40 Regensianere møde i det kongelige Teater og udpibe
samme unge Forfatters nye Stykke. Truslen viste sig
tilstrækkelig til at afværge Faren. Men paa Hauch virkede det
som en Lære for Livet: Heller staa alene og ikke støtte sig
til noget Parti end tvinges til at se igennem Fingre med, hvad
man maaske i sit inderste Hjerte maa bryde Staven over.
„Jeg har siden aldrig fortrudt at maatte vandre min Vej saa godt
som alene, uden at støttes af Tilhængere og Partifæller, selv
om min Stilling vistnok derved kun er bleven lidet glimrende
i Øjeblikket".
I samme Nu som Hauch har udtalt disse Ord, føler han
dog, at de kunde misforstaas ved altfor direkte at overføres
paa ham og hans Fæller. Men i Sagen om Oehlenschläger var
Forholdet af en egen Art. Her kæmpede de Tolv ikke for sig
selv, end ikke for en Person, men for at bekæmpe en Kritik,
der demoraliserede Offentligheden, saa at der ikke spurgtes om
Ret eller Uret, men om hvem der kunde fordreje morsomst.
Eet Forhold derimod, som særligt beskæftigede Datiden,
viser Hauch sig hærdet overfor. Det kunde jo ikke nægtes, at
Baggesen vittigt besvarede de Tolvs Angreb og ramte dem
føleligt, i hvert Fald havde mange besindige Mænd paa sin Side,
naar han i et morsomt Digt døbte dem „Tylvten". Ved denne
Betegnelse stemplede han dem som en Klike, en Sum af
Ubetydeligheder, der, hver enkelt uden Værd, søgte at gøre sig
gældende blot ved deres Mængde.
At jeg jer kalder Tylt, med det, jeg vædder,
Veed ingen af jer ret, hvor jeg vil hen.
Hvad Lighed har vel I med en Tylt Brædder?
Hvad Lighed har et Brædt med den og den?
Denne Lighed gennemgik han derpaa i nogle bidende Vers,
der sved, hvor de ramte, og i hine Dage usynligt og uafrysteligt
heftede sig som en Latterlighed ved hver af Deltagerne, hvor
han saa gik og stod.
Tolv Brædder i en Tylt er alle lange,
Og I er lange Rækler alle Tolv.
10*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
