Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
153
med Vold havde været holdt nede, nu sprængte hver Modstand
og udvidede sig med dobbelt Spændkraft.
Var det muligt? Var det virkelig den skabende Digterevne i
hans Indre, der genfødt og nyskabt nu vendte tilbage og som
en Trøstens Engel satte sig ved hans Leje? Maaske var det
netop ad denne Vej, at han havde maatte ledes for at naa til
at forstaa sig selv. Stod han her overfor sit sande Kald, det
egentlige Midtpunkt i ham selv? Havde han skullet lære Livets
Alvor at kende for at vinde den Kraft, der er nødvendig for at
kunne fremstille den sandt, spore og lodde de menneskelige
Karakterers Tilblivelsesveje og Dybder?
Og de blev ved, disse hemmelighedsfulde, smertebaarne,
lys-opklarede Stævner. Aanden kom over ham, medens Legemet
krympende sig i Pine blev blot Skuepladsen for hans indre
Syner. Han saa, gennemled og forstod disse Smertens Veje,
baade hvor den store Natur længselskrystet, smertespændt
dreves, joges, hulkede sig fremad, opad mod det højere, og hvor
det samme gentog sig i Menneskelivet, saa at det haarde, onde,
forhærdet, grusomme, klemtes sammen og boblede frem
under Fremskridtets Tungtrin. Han maatte op fra Lejet trods
Pinen ved hvert Skridt for at nedskrive sine Syner og Drømme,
de enkelte Brudstykker hvori han saa Jordens
Udviklingshistorie, der blev til et Digt, som han kaldte Hamadryaden, og
Højdepunktet af menneskelig Grusomhed og Ondskab i den
halte Timurs Behandling af Bajazet. Ofte skuffedes han vel, de
straalende Drømme formede sig ikke til Tanker og
Skikkelser, men flød ud og bort igen. Men oftere indeholdt de
smertestillende Lægedom, den bedste Bod for Sjæl og Legems Sot.
Den sørgeligste Tid i hans Liv fremkaldte da til Stunder en
Salighed hos ham, som ingen af de besøgende, der saa hans
Lidelser, kunde ane.
Under disse Forhold modnedes et nyt Livssyn, et nyt Selv
i ham. Livet viste sig ikke længer for ham som en
fremstormende Idræt, en kæk Bedrift. Det var en inderlig Enhed af
Lys og Mørke, Glæde og Sorg, Lykke og Ulykke, Godt og
Ondt. Det bestod i med sit Hjerteblod at nære, med Smerte
at udvinde noget indre ufødt. „Dybt skulle vi saares; herved
vokse de Vinger, der føre os ud over Tid og Grav." Det Selv,
der skulde blive til i ham, var Digteren.
Da dette var blevet ham klart, tog han sin Beslutning. Han
var villig til at ofre sit tidligere Jeg, Idrætsmanden, og blive
en Krøbling. Han var villig til at blive en vingestækket Fugl i
den ydre Verden, mod at vinde Vingefang i Fantasiens uende-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
