Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
189
som en sønderreven Nerve smerteligt vidnede om den
Bevægkraft, det Ledemod, der var mistet.
Heiberg var ikke saa hastig en Natur, at han som Hauch i
den Anledning søgte Døden. Men lige saa lidt som Hauch var
han heller i Stand til alene ved egen Kraft at komme over det
Skete. Som denne var han da henvist til at søge og finde
Hjælpen ad overnaturlig Vej, ty til en Kraft, der fandtes, ikke i hans
egne naturlige Anlæg eller i den omgivende Natur, men i
noget, der laa over og var højere end selve Naturen. Han var ikke
helt ubekendt med Vejen, thi han havde engang tilforn oplevet
Underet.
Det var i Sommeren 1824, at han fra sit Hjem i Kiel havde
gjort en Rejse til Berlin og paa Hjemturen opholdt sig nogen
Tid i Hamborg. Han grublede i disse Dage over Hegel, hvis
Skrifter han havde søgt at sætte sig ind i, og hvem han nys
havde stiftet personligt Bekendtskab med under sit Ophold i
Berlin. Men meget var ham endnu dunkelt. „Saa traf det sig
en Dag, at jeg siddende paa mit Værelse i „König von England"
med Hegel paa mit Bord og Hegel i mine Tanker, og paa samme
Tid lyttende til de skønne Salmer, som næsten uophørlig lyde
fra Petri Kirkes Sangværk, pludselig, paa en Maade, som jeg
aldrig før eller siden har oplevet, blev greben af et momentant
indre Syn, ligesom et Lynglimt, der med Eet oplyste den hele
Region for mig og vakte i mig den mig hidindtil skjulte
Central-tanke." ... „Jeg kan med Sandhed sige, at hint forunderlige
Moment var noget nær den vigtigste Epoke i mit Liv, thi det
gav mig en Ro, en Sikkerhed, en Selvbevidsthed, som jeg aldrig
tilforn havde kendt."
Denne indre Aabenbaring var paa engang af religiøs Art og
angik dog kun en Erkendelsesform. Foreløbig havde den blot
virket til at styrke hans Selvtillid. Med Hegel som Stav havde
han faaet Mod til at bryde op fra Kiel, bosætte sig i København
og skrive Vaudeviller. Og da disse ikke straks slog an, havde
han i sit lille Skrift om Vaudevillen brugt Hegel som Pegepind
til at vise, at den Digtart netop var den højeste. Og da Heiberg
var bleven Smagsøverste i den flyvende Post, havde han atter
brugt Hegel i sin Kritik over Oehlenschläger til at anvise og
begrænse dennes rette Plads i den danske Literatur. Hegel
havde været ham en Ønskekvist, en Formens Tryllegren,
hvorefter alt havde maattet føje sig.
Og nu sad han der alene tilbage, forladt af den beundrende
Mængde, som i sin Uvidenhed ikke kunde følge ham paa
Erkendelsens Højder, men dumt slog ind paa Politik, nationale
Kævlerier og Fanden og hans Oldemor. — Vige? Ikke Tale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
