Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
190
derom. Han burde netop ved Hegels Hjælp stige højere og
dybere, til fuldere Klarhed. „Thi Tanken opsteg til det Høje,
dengang den nedsteg i sig selv." Den Trøst, hvortil han trængte,
maatte findes ad den guddommelige Erkendelses Vej. Ensom
fandt han den i Systemets Himmel, i Enhedspunktet af dets
øverste Tredeling, i Gud.
Den Gud, du søger, er din egen Gud.
Hvad vil du mere?
Han træder ikke som en Genstand ud
Blandt andre flere.
Du føler ham, hvergang dit Hjerte banker
Af hellig Lyst,
Du hører ham i dine bedste Tanker
Som evig Røst.
I det du søger, du ham alt har fundet,
I det du spørger, er alt Svaret vundet.
Paa denne spidse Tankehøjde søgte og fandt han Hvile. Ikke
den trættes og den bekymredes Smertelise, endsige den salige
Jubel i den fulde Kærligheds og Forstaaelses aabne Favn. Den
Hvile, han her naaede, var blot Anstrengelsens Toppunkt, hvor
man paa Stigens øverste Trin støder med Nakken mod
Grænsen, Formen. Thi den Gud, den Aand, hvortil han ad Tankens
Vej var naaet, var ikke det varme Indres, Kærlighedens og
Forstaaelsens, det var kun Formens Gud, det ophævede Indholds,
det tomme Begrebs. Denne Gud var ikke blot Benægtelsen af
alle de lavere Formers og Begrebers — Raahedens,
Dumhedens, det endnu Ufærdiges — Indhold; men af alle de enkeite
Personligheders, ja af sin egen tillige. Som Heiberg stod dér
paa Stigens øverste Trin, med alle Uvidenhedens tilbagelagte
Trin afbrudte under sig og med Nakken stødende mod
Kuppelformens Grænse, var han paa eengang Sejrherre og dog en
slagen Mand. Han havde gennemgaaet Livets, Dannelsens højeste
Udvikling paa normal Vis. Hans Personlighed var bleven til
gennem Modstand, der overvandtes. Men der var ikke vokset
noget guddommeligt Hjerteskud i Midten. Han var tværtimod
ved sin Gransken af Gud bleven klar over, at det ikke gik denne
et Haar bedre end ham selv. Formen som Tilværelsens højeste
Aand og Væsen var en Fjende og Dræber af ikke blot den
menneskelige, men af den guddommelige Personlighed tillige.
Naar Aanden, Gud var naaet til det højeste Trin paa
Tilværelsens Stige, til Stjernehimlens Kuppelgrænse, saa stødte ogsaa
Tankens Gud, Formen, med Nakken mod sin Kuppelgrænse,
svaledes af og svømmede ud i det tomme Intet, udtømtes for
Personlighed. Det højeste Liv var Livets Ophør, den hele Ver-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
