Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
191
den var ligesaa vel som den enkeltes Bevidsthed i sit Væsen en
tom Sæbebobbel, et blot Begreb, en Tankehinde, hvori ingen
Tænkende var.
For Gud som for Heiberg var da, naar de befandt sig deroppe
paa øverste Trin og var hindrede i videre Opstigen,
tilsyneladende intet andet tilbage, end for Gud maaske en Stund at lytte
til „Sfærernes Harmoni" og derpaa blive til blot Begreb, til
Intet; for Heiberg efter at have kigget paa Stjerneloftet ligeledes
at blive til blot Begreb, Gud lig, forsvinde. Dette blev for
Heiberg ikke en Spore til Tvivl om Resultatets Rigtighed. Naar
Tankens Højeste kun var Formen — og herom nærede han
ingen Tvivl — var Resultatet rigtigt nok.
Men var saa ikke den følgerigtige Slutning den, at det for
Hegels Gud som for Mennesket var den fælles Pligt og Maal
at afvikle sig Tilværelsens Ufuldkommenhed, blive til Begreb,
til Intet.
Hverken Hegels Gud eller Heiberg kunde bestemme sig til
et saadant fortvivlet Skridt. Hegels Gud kunde umuligt blive
borte med det samme. Hans Virksomhed i Systemet var jo netop
— som Tanke — at være Vejviser lige fra det nederste Trin
til det øverste. Gud var jo selve det Liv, der rørte sig i den hele
Tankebevægelse. Gud var dens Form, Gud var Organisation.
Ganske ligesaa for Heibergs Vedkommende. Hvis han
fortvivlede over sit Resultat, vilde gøre sig til blot Begreb ved at
berøve sig Livet, saa viste, hvad han i sligt Fald stod i Begreb
med, blot tilfulde, at han ikke havde Spor af Begreb om, hvad
Begrebet er. Netop Livet er det Greb, hvorved Tanken, greben
af sig selv, udformes begrebsmæssig.
Denne Selvsikkerhed, denne Klæben ved det Bestaaende,
baade i Hegels System, hos Hegel selv og hos Heiberg, peger
paa et og samme, at de alle selv var Efterklang og Spejlbilleder
af et Bestaaende. Uden at vide fuldt af det var de alle Udtryk
for Enevældens Regerings-System, Bureaukratismens Form for
Styre. At Hans Majestæt af Livslede skulde ville tage Livet af
Allerhøjstsamme, turde være en ligesaa umulig Tanke, som at
nogen sand Kongens Tjener skulde understaa sig den Mangel
paa Subordination selv at ville berøve sig Livet.
Hvorledes var Heiberg i Stand til at leve paa denne
Modsigelse? Vi har tidligere set, at han som ensom Tænker i Strid
med Mængden tilbragte sin Tid paa Søjlespidsen, og at disse
Forhold fremkaldte nogle af hans skønneste og dybeste Digte. Lad
os i nærværende Forbindelse, hvor vi undersøger Gangen i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
