Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
193
Sandhed. Men ifølge samme Syn paa Kongemagt blev Heiberg
ogsaa, da den danske Hær 1848 paa Kongens Bud rykkede ud
til Krig, den opmuntrende Forsanger for den i sine
„Gadeviser".
Han oversaa Mængden, dadlede og spottede dens Magtkrav
og selvtilfredse Uvidenhed. Og dog nærede han i sit Hjerte dyb
Forstaaelse og varm Medfølelse netop med det Ufærdige og det
Umodne. Han var og vedblev at være en Børneven. Og
ligesom han som ung i sine Vaudeviller havde givet Folkelivet et
nyt, fornøjeligt og spirekraftigt Udtryk, omslynget og baaret
oppe af Melodiernes muntre, skabende Form, saaledes vedblev
han fremdeles at se med Varme paa det Ufærdiges Længsel.
Hans Blik vendte sig blot nu mod et andet Omraade, Naturen
og det indre spirende Tankeliv. Ingen anden dansk Digter har
med saa megen Følelse lyttet til og gengivet den uklare
Saftstigen, Anen og Længsel, der kan banke i Planteliv, Landskab,
Tankens dunkle Rørelser. Og ingen har som han formaaet at
fæstne denne indre Sugen i saa vemodsklar og blank en Form.
Selv vendte han i mange Aar særlig sit Blik mod
Kuppelhvælvingen over Tilværelsen, Stjernehimlen. Netop i dette
Op-blik viste sig imidlertid Manglen og Svagheden i hans
Forudsætning. Han saa ikke som iagttagende Videnskabsmand, der
søgte Belæring. Han saa som Tankens højtstillede Embedsmand,
Overkammerherren hos Formens Gud. Som saadan var han den
Overlegne og Indviede, der kendte Hemmeligheden, at
Stjernekuplen, Formens Grænse, Naboen til det tomme Intet, kun
havde Værd som Formens Inderside. Dens Betydning laa kun,
ligesom Tæppets, der skjuler den tomme Teaterscene, i hvad
der var malet paa den mod Tilskuerpladsen vendte Side, i
Stjernetæppets indvævede Mønster.
Men denne Hemmelighed, hvori han var indviet, den
enevældige Tankeforms dybeste Familjeulykke, dens medfødte
Tomhed, forraadte han ikke med et Ord. Han havde skolet sig til
at sysle, tale med Beundring og at — tie. Hvad saa han da?
Ja, hvad ser en Hofmand i Loftprydelserne, i Tapeterne, i de
forgyldte Linier paa hvidlakerede Døre i Slotssalen, hvor han
befinder sig, andet end lutter Udtryk for, hvor høj den Stilling
dog egentlig er, som han har den Ære at indtage. Hvad saa
■de alle fra Enevældens Embedsstige, naar de i tilfreds Undren
blev deres egen Betydning var, andet end det ene og samme, at
denne deres Overlegenhed, skyldtes — næst efter Kongens
Naade naturligvis — deres egen Dannelse, den klassiske
Dannelse, der ved et bråt Dyb skilte dem fra Mængden, den
udannede Hob.
Bakkehus og Solbjerg. II
13
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
