Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
207
men tydeligt nok, sig selv. Naturligvis sker dette ikke under
Form af gold Opregnen, men skinner frem af, hvad han
lægger Mærke til og beundrer hos andre. Ad denne Vej er det
muligt at udskille enkelte Træk, som han ellers kun lidet har
direkte berørt ved sig selv, men som just ved deres gentagne,
inderlige Behandling viser, hvor stor en Betydning de har haft
for hans egen Udvikling.
Dette gælder allerede om det personlige Æresbegreb, som
hans militære Afstamning, Adelsskab og hans Slægts fremskudte
sociale Stilling nødvendigt maatte udstyre med følsommere,
mere fintmærkende Krav til ham end hos mangen i de literære
Kredse, hvor han færdedes. Dette Emne behandles med
nænsom Forstaaelse baade i et større Digt („Gustav Adolph") og i
et senere Skuespil (1851) „Æren tabt og vundet". Men især er
hans Omtale af Guldets fristende Magt oplysende. Af spredte
Antydninger i hans udgivne „Minder" veed vi og kunde iøvrigt
naturligt slutte os til, at det maa have været pinligt for ham
i hans Ungdom ved at opgive sit juridiske Studium og dermed
give Afkald paa indbringende Embedsvej at blottes for Erhverv
og henvises til at falde Faderen pekuniært til Byrde. Vi har set,
hvorledes under hans Ophold i Italien hans Æresbegreb nødte
ham til at opgive den kongelige Rejseunderstøttelse og ty til
sine egne smaa Midler, en lille Mødrenearv, og hvorledes det
stærke Svind i denne formede sig som en Maske i det Net,
der trak ham mod Dybet. I Romanen „Guldmageren" (1836)
og i Skuespillet „Søstrene paa Kinnekullen" (1849) har han
fremstillet Guldtørstens Magt over Menneskesindet. I de
„Lyriske Digte" kommer samme Emne ofte for og ligesom i mere
personlig oplevet Form.
Dette sker f. Eks. i et af Hauchs smukkeste Digte,
„Sveitseren", hvori han under en let gennemskuelig Form tegner og
advarer sig selv mod Fristelsen til af Lyst til Guld at træde i en
andens Sold. Der er en egen fin Ynde over denne Skildring,
hvori Naturforskeren og Digteren i ham kappes om at yde
deres bedste i en sandfærdig, knap og klar Form. Hvor
mesterligt er ikke i Samtalen mellem Sønnen og Moderen hele
Beslutningens og Afskedens Vægt simpelt og naturligt knyttet til
noget ubetydeligt, Hverdagssynet af den muntre flygtige
Vipstjerts korte Svip fra Marken ind i Gaarden. Denne Fugl var
ogsaa Hauchs gamle Bekendt og Rejsefælle fra Bergen,
Malmanger, Danmark, Frankrig og Italien, hvert Sted under nyt;
Navn, men husvant og som hjemme, Trækfugl som han.
„Ak Hugi! hvis Du rejser og vinder noget Guld,
Det er ej værdt saa meget som det sorteste Muld,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
