Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
221
Dog tidt i mine Drømme
Klart jeg endnu det seer.
Og skal af Jordens Minder
Et Hjem jeg bygge hist,
Da vil den Elv genfødes,
Det ved jeg ganske vist,
Dertil de dunkle Klipper
I Dalen dyb og trang.
Og Roserne, der blussed
Ved Vandbølgens Sang.
Hans kæreste Lysthus og hyppigste Opholdssted Sommer
som Vinter blev dog hverken det i Hellebæk eller i Hardanger,
men det oppe ved — Mælkevejen. Det var ganske efter hans
Ønske. Det laa saa passeligt langt borte fra Staden og
Menne-skefærsel. Intet nok saa skjult Lyststed i Danmark, intet
Sommernøje ved fjern Søbred i Sverig, end ikke en Fjeldhytte i
Jotunheim laa saa afsides som dette. Her var altid Plads, og
han kunde indrette og udstyre det ganske efter sin Smag. Her
kom hans Ejendommelighed frem. Denne himmelske Bolig
blev ikke udstyret, som vel Kamma Rahbek vilde have gjort det,
med guddommelig Kærlighed, eller som vel H. C. Ørsted vilde
have tænkt sig, med fuldendt Harmoni. End ikke med det
alene, der udgjorde det Vigtigste og Højeste i hans eget Liv,
da Gud greb ham og reddede ham fra Dødens Afgrund:
Guddommeligt Forsyn. Disse benægtede han selvfølgelig ikke, men
de udgjorde kun hans personlige Adgang, den ham betroede
Nøgle til Stedet, men ikke Stedet selv. Dette var udstyret efter
hans særlige Smag som Karakterdigter og som Normand: Med
Storhed, Kraft og Højhed.
Dette Træk hos Hauch viser os hans Afvigelse fra den
egentlige Humor. Kendemærket for denne er Følelsen af at være
Barn og Arving, og derfor i glad Forstaaelse med Gud at kunne
le ad sig selv og netop i Latteren blive eet med Gud, fornemme
den som Guds lutrende, frigørende Smil i En selv. Hauch lo
ogsaa, han smilede glad i Tanken om sin Adkomst til Nøglen
og Storheden i Huset, og han lo himmelhøjt heroppe ad al
menneskelig Smaalighed og Lidenhed. Men det var dog ligesom
noget andet end ham selv, der lo i ham; det var, at Gud havde
hjulpet ham, og alt det Store og Mægtige, han saa heroppe, der
lo i ham. Men selv følte han sig nærmest som fremmed, som
en, der først som voksen gensaa sit Hjem, respektfuld og
ærbødig over for Husets Herre. Han var ikke husvant som den,
der aldrig havde været hjemmefra og derfor havde sin Frispas,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
