Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222
som derfor kunde le saa naturligt, at andre maatte le med.
Humoren hos Hauch var indpodet, men endnu ikke bleven hans
egen Natur. Den føltes endnu som ikke rodægte.
Lad os høre, hvad han i sine „Lyriske Digte" meddeler om
Forhold og Indtryk deroppe fra. Som Forudsætning og
Grundtone gælder naturligvis det, der overhovedet skaffede ham selv
Adgang til Stedet: Guds Almagt.
Solen i sin klare Glans,
Som paa Himmelbuen svømmer,
Natten med sin Stjernekrans,
Der om Evigheden drømmer,
Gaae som Børn i Ledebaand
For den stærke Herrens Haand.
Allerede oppe ved Maanen mærker man den uendelige
Forskel mellem, hvad der er Visdom og Sandhed nede paa Jorden,
og hvad der gælder heroppe. Sammenlign blot en Astronoms
Tale paa Jorden om, hvad Maanen er, og hvad den selv siger.
Paa Jorden siger den Kyndige:
Maanen er en tør, en gammel Klode,
Saa vandløs som Saharas Ørk,
Og ubeboet, uden Græs og Urter.
Den er en Labyrint kun af Vulkaner,
Der i de svundne Sekler længst er udbrændt.
Og nu den svæver som et Verdenslig.
En øde Fjeldnatur igennem Æthren,
Til Nytte kun for os, for ingen Anden.
Saa vidt vor Visdom stegen er til Dato.
Fra Maanens Aand lyder det derimod:
Fra Verdens første Tider jeg pløjed Luftens Hav,
Jeg smiled til Din Vugge, jeg smiler til Din Grav.
Jeg leer ad Daarens Visdom og gaar min stille Vej,
Den Gaade, som jeg gemmer, den fatter Støvet ej.
Mig følger tusind Drømme fra Aanderigets Strand,
Dog hvad de har at sige, gaar over Din Forstand.
Og hvad ved Midnatstide til Jorden jeg betroer,
Det fatter ej Din Tanke, det tolker ej Dit Ord,
Det skal Du først erfare ved Dødens tavse Bryst,
Naar Dødningskibet fører Dig til Hjemmets fjerne Kyst.
Det er altsaa ikke det Uddødes og Visnes, men netop Livets,
Fremtidslivets, Evighedens Omraade, man betræder allerede
ved Maanen. Men højere gaar det opefter, helt op til de
Stjerner, der, som Hauch udtrykte det, „ikke lyse for Jorden, men
over den".
Lad os stanse heroppe ved „Syvstjernen" eller „Plejaderne",
som deres astronomiske Navn lyder, opkaldt efter Kæmpen
„Atlas"’ syv Døtre. Om dem vidste man i Oldtiden, — og klas-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
