Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
223
sisk Dannede som Heiberg ansaa det endnu for lærd Mundgodt
— at til Trøst i Sorgen over deres Faders i Sandhed tunge Lod,
at skulle bære hele Himmelhvælvingen, blev de forvandlede til
syv Stjerner. Digteren Pindar beretter om dem, at de som
Mennesker havde været efterstræbt af Jægeren „Orion" og hans
Hund. Kun en Tid befriedes de herfra paa Himlen, indtil Zeus
forvandlede ogsaa Orion og hans Hund til Stjerner, der
fortsætter Forfølgelsen. Om Stjernegruppen Syvstjernen eller
Ple-jaderne vidste Naturkyndige paa Hauchs Tid, at den tæller langt
mere end syv Stjerner, idet man ved Hjælp af Kikkert havde
skjelnet omtrent hundrede Stjerner deri. Og det vakte stor
Interesse, da man — et Par Aar førend Hauchs „Lyriske Digte
og Romancer" 1861 udkom — blev opmærksom paa, at hele
denne Stjernegruppe er indhyllet i en Stjernetaage, hvis
tætteste Mindtpunkt er her, men som strækker sig til begge Sider som
et uhyre Taageslør, der dækker mindst hundrede
Kvadratgrader af Himmelen. Man synes ogsaa dengang at have været i det
mindste paa Spor efter, at man i denne Stjernegruppe saa
usædvanlig dybt, idet man deri syntes at kunne skelne to
Stjernesystemer, et nærmere og et fjernere, hvoraf det enes
Bevægelse kunde iagttages, men ikke det andets.
Om saadant og mere lød det fra „Plejaderne ved Midnat"
til Hauch:
Vi ere de natlige Væversker,
Der sanke de usynlige Traade
Fra Mælkevejens yderste Rundkreds,
Hvor Vævens Ende staar.
Svævende Nattesyner,
Aldrig trættede,
Flyvere uden Vinger,
Med hvem dog ingen Fugl
Kan maale sig i Flugt.
For os er Tiden knap begyndt,
Skøndt hine Døgnfluer af Verdner,
Nysudrugede,
Flyvende Fnug i det uhyre Lufthav,
Drømmer om Æoner og Evigheder
Og tro, at Enden er der.
Skøndt de ej endnu have fuldendt
Et eneste Kredsløb
Omkring de fast forbundne Atlasdøtre,
De Lysøjede,
Hvis Blik funkler igennem Sløret’,
Og der bærer utallige Verdners Tryk,
Uden at mærke det,
Og der ligne svulmende Druer,
Fra hvilke Livets Drik nedstrømmer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
