Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
225
faar det altsammen Mæle og hvisker lønligt til Dig: „Du og vi
hører sammen, ogsaa vi svarer til menneskeligt Maal og er
Maalet for Mennesker. Du er afpasset og tilpasset til os og
bestemt til at vokse til det hele. Se selv, hvad der lyser i Ildskriften
fra Pejsen:
Alt hvad med ærlig Vilje Din Aand har tænkt og drømt,
Alt hvad med Kraft Du virked, og hvad Du har forsømt,
Hver stor og ringe Gerning og hver forspildt Bedrift
Har vi bag Skyen skrevet med gylden Runeskrift".
Der risler paa engang Skamfuldhed, Lyst, Forsæt og
Viljemod igennem Dig. Thi er det Livet, saa er det storladent og
værd at leve. Hvad er Livet andet end en sund hærdende
Opdragelse, hvor man stadig fra Tilværelse til Tilværelse drages
op, opad i Kraft, Glæde og Vidsyn? Hvad er Smerte andet end
Kuldegysen af det Lavere, man aflægger? Livet er een, stor,
ædel Beslutning; fat den, og det er dit!
Der er noget eget fjældbygt og storslaaet i dette Hauchs
Verdenssyn. Som ved en Bjergbestigning naar man op til videre Syn,
lettere Luft, friskere Kraft for hver Tilværelse, man kommer
op igennem. Hele Livet er af een Støbning. Det er saa
forstaaelige at der maa være afgrundsdyb Forskel paa dernede og
heroppe, og at den tunge Luft ligger som en Taage over Dalen.
Men derfor er det ligefuldt alt een Guds Værk. Og dets Mening
er letfattelig. Her er ingen Fantasteri eller Verdensflugt. Det
er jo ogsaa Verden heroppe. Enhver kan næsten tage og føie
paa, selv fornemme, at det maa forholde sig saaledes, være
sandt og virkeligt alt sammen. Hele Hauchs Personlighed har
her set sig for, baade Digteren, Naturforskeren og Mennesket.
Han er en sjælden brav og paalidelig Fører, hvem enhver synes
trygt at kunne følge. Skøndt han selvsagt kun er kyndig
Vejviser paa Jorden og i de nærmeste Luftlag, vilde endog nys
frigjorte Aander vistnok kunne vurdere og paaskønne hans
Væsen og Værd. Højere Ros kan næppe gives.
Hermed er imidlertid ogsaa Omridset, Grænsen for hans
Ejendommelighed givet. Han vilde mangle al Forstaaelse, hvis
en lille En blandt de Rejsende, men med Aandens tillidsfulde
Slægtskabsfølelse, i et oplagt Øjeblik og med en Skælm i Øjet
sagde til Bjergets Ejer:
„Far, veed Du, hvad jeg synes? Jeg synes, at Du kunde
have sparet baade Dig og mig megen Ulejlighed ved blot at låve
Bjergets højeste Top deroppe og straks sætte mig derpaa og
lade mig være fuldkommen med det samme. Saa havde ogsaa
den lange Vej været fuldkomment unødvendig".
Bakkehus og Solbjerg. II 15
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
