Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
227
til Vejrs mellem Stjernerne og over dem til nye Stjerner, lige
op til hvor vort Blik ikke kan trænge, men kun vor Aand kan
naa. Ikke tilfældigt er Synet af Stjernehimlen knyttet til
Mørket. Dette Syn er for Mennesket Naturens Hjælp til Selvhjælp.
Vi har set, hvad Livet er ifølge Hauchs Opfattelse: En
Opdragelsesanstalt, hvor Opholdet langt fra er udelt behageligt,
og man derfor af og til kaster et stjaalent Blik op til Kloderne
med de højere Klasser. Døden maa herefter være en Overgang
til en ny Tilværelse, en Oprykning til en højere Klasse med
forhaabentlig mere tilfredsstillende Vilkaar.
Derfor betegner han Døden saaledes:
Det dunkle Eventyr jeg skal bestaa,
Som Sjælen frygter og dog længes efter.
Sjælen frygter den. Thi Døden oplyser intet om, hvad den
danner Indgangen til; den lukker sig blot over sig selv og tager sig
ud som Smerte og Tilintetgørelse. Indgangen til den store
Himmelhvælving er da ligesom den til den blaa Grotte paa Capri.
Hullet i Klippen er i Reglen skjult af Havet. Ingen Svømmer
vover sig godvilligt derind. Rejsende, der kommer i Baad hertil,
ønsker gerne, just ved Maalet, at opgive Turen. Og grufuldt ser
det ud, naar den lille Baad, man maa omstige i for at komme
derind, parat, idet Bølgen synker, og Hullet kommer til Syne,
glider, farer, suges uimodstaaeligt ind i det sorte, snævre,
slugende Mørke. Men Skrækken glemmes derinde i et Nu og
opvejes helt ved Synet af det nye, dybe Himmelblaa.
Om Indgangen, Indfarten baade til den lille og til den store
ny Verden gælder det da, at man ikke fra den kan drage nogen
Slutning om, hverken hvad man kommer fra eller kommer til.
Kun Mod og Tillid er i Stand til at forbinde den.
Ej ved Døden at betragte
Kan vi granske Livet ud.
Men hvo slaar sin Lid til Gud,
Han kan Døden vel foragte.
Den Tilstand, der giver os den nærmeste Oplysning om
Døden, er den tilsvarende Legemets underlige stive Slappelse og
Bevidsthedens Ophør, som daglig foregaar med os i Søvnen.
Ogsaa her have alle lige fra de mindste Børn til de mest erfarne
gamle en mærkelig Ulystfornemmelse ved Overgangen. Og dog
kender enhver Søvnens styrkende, foryngende, nyskabende
15*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
