Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
237
lo. Jo: Een. Han selv. Med et Smil lod han sin Brystlomme
skære for Tungebaandet og oplæste derpaa sit Svar. Det var
Alvor og Spøg blandet sammen. Og ikke mindst den sidste var
rammende.
Idet han gjorde Rede for den egentlige Styrke i sit Folks og
sin egen Natur, navngav han paa jævn Vis denne Styrke som
„den danske Munterhed". Udtrykket var træffende. Det var
ikke tilfældigt, at han selv i sit Digtersprog har anvendt Ordet
„munter" i et Omfang, saa at det rummer baade: „lys", „glad
og „modig". Om sine Tragedier siger han endog, at der „i dem
hersker en højere Munterhed", hvorved han forstaar et
tilgrundliggende Lyssyn og Livsmod, det samme, der lader
Digteren, Vaaren, Livet Aar ud og Aar ind lige frodigt og frejdigt
tillidsfuldt udfolde sin Kraft.
I Samklang med denne Trosbekendelse af sit Lands, sit
Folks og sin egen Natur talte han ogsaa „muntert" om sin
Alder, sine Vilkaar og sine Udsigter.
Jeg nær ved Grænsen staar,
Dog end af Mathed segner Gubben ikke.
Jeg drikker med. Et Glas jeg ogsaa faaer,
Thi det er ej mit Gravøl, som I drikke.
Ej Tiden har min Livskraft mig forødt,
Tre, fire Huse herfra blev jeg født.
Men derfra gaaer — vil det Naturens Orden —
Endnu en smuk Allee til Kirkegaarden.
Alle fandt disse Ord smukke, fortrøstningsfulde og Manden
værdige. Ikke mindst glædede sig en af Gæsterne, der altid
møder ved slig Lejlighed, men usynlig, da han veed, at han
ikke er vel seet og kun vilde forstyrre, — Døden. Han smilede
venligt som de andre til den „muntre" Gubbe og takkede ham
stille for alle hans velvalgte Udtryk om sig lige fra „den lille
Kirkegaards Alkove" til „den smukke Allee" derop. Han vidste
af egen Erfaring, hvor nedslaaende det var altid at blive brugt
som Skræmmebilled. Men her, iblandt disse „muntre"
Lysseere, befandt han sig næsten helt vel.
Det var dog næppe for at aflægge en Takkevisit, men simpelt
hen ifølge højere Befaling, at han to Maaneder efter indfandt
sig paa Fasangaarden. — Hvorfor? Ja, det forstod de jo nok,
uden at han behøvede grovt at sige det. Paagældende havde
faaet et Par Bud i Forvejen og var forberedt. Selv maatte han
lystre højere Ordre. Han havde gerne undt ham den længere
Vej ad „den smukke Allée til Kirkegaarden". Men, Herregud,
Vejen fra Fasangaarden gennem Frederiksberg Have derned
var ogsaa smuk og maaske fuldt saa passende, den gik jo
igennem lutter Natur.
Han indfandt sig altsaa om Formiddagen den 20. Januar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
