Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
240
Men ude i Vinternatten vidste alle Havens Træer og Buske,
visne Græsstraa og affaldne Blade allerede Besked om, hvad
der var foregaaet. De stod iførte Rimfrostens Højtidsdragt.
— Over en Snes Aar efter drog en gammel Mand med sin
nærmeste Familje ned over Alperne imod Neapel. Han rejste af
Helbredshensyn, men var usædvanlig livlig og rørig. Det havde
han altid været. Siden vi sidst forlod ham, havde han (Marts
1846) opgivet sin Stilling som Lektor i Naturvidenskaberne ved
Sorø Akademi for at overtage Professoratet i Nordisk Sprog og
Literatur ved Universitetet i Kiel. Herfra var han kort efter
bleven fordreven ved Oprørets Udbrud i Marts 1848. I Aaret 1851
blev han Oehlenschlägers Eftermand som Professor ved
Københavns Universitet, medens H. C. Ørsted blev valgt til at skulle
være hans Efterfølger som Hædersbeboer af Fasangaarden, en
Plan, som dog Døden foregreb som unødvendig. Selv fik han
ogsaa snart anvist Bolig herude paa Solbjerg, idet han fik den
Lejlighed overladt paa Frederiksberg Slot, hvor Dronning Marie
Sofie Frederikkes Hofdame havde boet, hos hvem han første
Gang var mødtes med Oehlenschläger. Han blev, foruden
Professor ved Universitetet, en af de to Direktører for det kongelige
Teater og senere Censor. Kort sagt, en optagen og paa alle
Omraader livligt interesseret Mand, en lykkelig Mand, der saa sin
Dygtighed og Kækhed gaa i Arv til sine Børn. En Søn sprang
uden Betænkning ud i det farlige nybygte Vandbassin i
Søndermarken lige overfor, ganske som han selv i sin Tid fra
Langebro, og reddede et Menneskeliv.
Den Rejsende var, som enhver vil have forstaaet, Hauch,
Naturforskeren, Digteren, Tænkeren, den 81-aarige Yngling,
der dreven af sin aldrig hvilende Længsel og Iagttagelses-Trang
nu vilde gense Neapel inden sin Død. „Se Neapel og dø."
Minde og Haab gled i eet. Han naaede kun til Rom. Her
opholdtes han af Sygdom. En gammel Bekendt, som han i sin Tid
selv havde opsøgt i Neapel og senere lært at sætte megen Pris
paa, besluttede da venligt at gengælde Besøget og, da Hauch
ved Sygdom var hindret i at forlade Rom, selv at komme til
ham. Usynlig som altid drog han altsaa sin Ven i Møde. „Alle
Veje føre jo til Rom". Og det var Vennens Hverv at møde
allevegne og selv være der, hvor alle Veje mødes.
Om dette Møde haves ikke nogen direkte Beretning. Men
man kan dog danne sig et nogenlunde Begreb derom ved at
høre, hvad Indtryk en anden Rejsende, der kom nord fra,
Digteren M. Goldschmidt fra Danmark, nogle faa Dage forud fik af
den Syge. Han nedskrev dette Indtryk straks efter sit Besøg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
