Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254
Hør, hvor højt nu Tidens Tunge
Med de Gamle stemmer i:
Ogsaa vi var eengang unge,
Glans og Ungdom er forbi!
Haabet stiger,
Haabet viger,
Ønsker spildes,
I skal samles, I skal skilles,
Glemmes og forgaa som vi.
— Men naar saaledes alt forgaar, og selv Haabet viger, hvad
har du da tilbage, hvad er Perlen, som opvejer alt det tabte?
Haabet viger ikke helt. Thi Haabet er Livet. Det forskyder
sig kun og forlænges, saa at det omfatter alt, baade det
forgængelige og det uforgængelige, vover at se det, der kaldes
„Død", som det tilsyneladende tomme Rum mellem
Tilværelsens Trin, og drister sig til i Kraft af sit Væsen tillidsfuldt fra
Stigens øverste Trin at række Haanden over imod Gud.
Den vidunderlige Glæde i dette sidste Skridt udtaler han i
det skønne Digt, som han skrev 1837 og kaldte „Nattevagt".
Naar Alting gaar til Hvile, .
Hvad Livet kaldte frem,
Naar alle Taager ile
Til deres dunkle Hjem,
Naar Solens Glimt sig fjærne,
Mens af hver Sky forladt
Den evig faste Stjerne
Staaer paa den stille Nat;
Da synker hen i Dvale
Hver Drøm, vi stige saa’,
Den store Sandheds Tale
Vi kan igen forstaa;
Vi kan igen fornemme
Den Kraft, vi bæres af,
den skjulte Aandestemme,
Hvis Røst os Tanker gav.
Og dybt i Sjælens Indre
Sig aabner da et Blik,
Hvis Flugt ej Skranker hindre,
Hvis Syn ej Grænser flk;
Med det vort Hjem vi skue,
Et større Fædreland
End denne lille Tue,
Som ej os holde kan.
Det Sørgeligste klinger
Harmonisk da og smukt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
