Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
255
Det Tungeste faar Vinger
Til mægtig Himmelflugt,
Det Ringeste forsvarer
Sin Plads i Livets Krans,
Det Mørkeste sig klarer
I disse Straalers Glans.
Og i vor Aand sig sænker
Den store Fader-Aand,
Der løser alle Lænker
Og bryder alle Baand;
Og naar de sidste falde,
Da føie vi med eet:
At Gud er Alt i Alle,
Og Alle kun er Eet.
Ud fra dette livsalige Storsyn kaster det sejrrige Haab
uvilkaarligt et sidste Blik ned over den tilbagelagte Vej. Og Øjet
dugges af Vemod ved Synet af alt det forgængelige og
ufuldkomne, der tilsyneladende gik til Spilde, blev nedtraadt, for at
vi kunde naa op. Men Haabet veed Raad. Det er ikke for intet
den Kraft, vi bæres af, den skjulte Aandestemme, hvis Røst
os Tanker gav. Det ejer en Forklaring. Den udtales i Digtet
„Gensyn" 1838, den venlige Genhilsen til alt, hvad Digteren
tidligere havde maatte sige Farvel i sit Digt „Dansemusik".
Hvor blev den Blomst, som fyldte
Din Sans med liflig Duft?
Det Solskin, som forgyldte
Den sommervarme Luft?
Hvor blev de grønne Kroner,
Der ud i Vaaren sprang
Ved foraarsfriske Toner
Af Fuglekorets Sang?
Og Dyrets Liv, der dækkes
Som af en dunkel Sky,
Skal ej det genopvækkes,
Naar Livets Taager fly?
Den Hund, som trofast døde
Af Sorg paa Herrens Grav,
Skal aldrig ham den møde,
Til hvem den hen sig gav?
Og kast dit Blik tilbage,
Og se, hvad selv du var!
Hvor er de svundne Dage
med hver en Frugt de bar?
Hvor er vel Haabets Kærte
Og Kærlighedens Krans?
Hvor er dit glade Hjerte
Og hvor dit Øjes Glans?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
