Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
*
257
ste Trin ind i Himlen; men hele Naturen entrede efter, op ad
Stigen, trak den ind med sig i Himlen og jubled i Kor: „Nu er
vi her alle." Og Faderen, der var vant til Spøg og Børnetale,
syntes muntert at le til oppe fra Arkens Kommandobro og
smilende udbryde: „Saa letter vi."
Ogsaa i denne Henseende var Paludan-Müllers Livsforklaring
ægte dansk, saa simpel og jævn, at den næsten lige let lod sig
udtrykke i højtidelige og spøgefulde Ord. Den var, hvad
Indhold angik, „omtrent mellem Graad og Latter". For hans
personlige Vedkommende var den, som vi har set, smertekøbt og
Udtryk for dybeste Alvor. Han var selv klar over, at han her
var naaet til det højeste Resultat, hvortil han kunde naa, det
sandeste og inderligste Udtryk for hans Væsen. Det var hans
Haab og hans Længsel, at han nu maatte kaldes bort med det
samme, dø fra den Tilværelse, hvis rette Tydning han havde
fundet. Men hans Skæbne, der vel ogsaa var dansk, holdt ham
tilbage et langt Liv endnu, og sagde skalkagtigt til ham: „Nei,
le nu du ogsaa!" Hvorledes dette gik til, viser sig tydeligere,
naar man ser paa den Række ydre Begivenheder, der løb
jævnsides med hans blot indre Udvikling, som vi nys har betragtet.
Aar 1835 tog Paludan-Müller juridisk Embedseksamen.
Samme Aar døde den unge Kvinde, ved hvis Død han skrev det
ovennævnte Digt „Gravlægning". I Sommeren 1836 var han
naaet til det Forsagelsens lykkelige Stade, der gav sig Udtryk
i Digtet „Perlen", som han kort efter sendte Molbech til Trøst
i Mismod og Modgang. Selv trængte han dog ogsaa snart til
Trøst og Beroligelse: To Væsener og Livssyn brødes i ham.
Paa den ene Side den livsglade unge Mand, der indtog alle, den
lovende, af mange forgudede Digter, for hvem rige
Fremtidsmuligheder syntes at aabne sig. Paa den anden Side den
ensomme erfarne Vismand, der havde gennemskuet Livets
Tomhed, givet Afkald paa dets værdiløse Tant og just i Forsagelsen
fundet Fred og Hvile, et Forskud paa den Dødens Lykke, som
han inderligt haabede, snart maatte blive ham til Del.
Begge disse to Personer var forenede i een og samme og
ikke altid let at holde Rede og Styr paa, thi saa saare det kneb,
tog den ene den andens Parti. Da saaledes i Slutningen af Aaret
1836 en Ansøgning af ham om Rejseunderstøttelse som Digter
ikke var bleven bevilget — af formelle Grunde, men iøvrigt med
fuld Anerkendelse af hans Evner som Digter — tog begge
Personer i ham sig dette Afslag meget nær. Digteren følte sig
krænket, og den forsagende Vismand var klar over, at det vilde netop
Bakkehus og Solbjerg. II 17
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
