Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
261
og ilter ud, hvergang nogen — Mand eller Kvinde — søgte at
nærme sig Paludan-Müller. Hun rastede ikke, førend Fjenden
var dreven paa Flugt, og Hovedpersonen atter gjennet i Buret.
Herinde — saa paastod onde Tunger — fodrede hun ham kun
med Teologi, Tevand, smaa Tvebakker og ivrig Debat om,
hvormeget af disse hans Helbred kunde taale. Utallige
Anekdoter var i Omløb især blandt Sommerbeboerne i Fredensborg,
hvor Digteren i mange Aar hver Sommer opholdt sig, om hvor
snildt „Pasop" paa bestandig nye Maader havde forstaaet at
afvise Paatrængende, der i Slotshaven havde forsøgt blot at
veksle et Par Ord med den Fangne.
Men nu til Dags, da Afstanden har bragt de fleste af ogsaa
disse Smaatræk i Glemme, er en ny Dom over de Tos
Forbindelse begyndt at skyde frem. Den gaar modsat Vej af den
tidligere, der sluttede fra det Ydre til det Indre og derfor stadig
vilde have ondt af Manden. Den nye Dom lyder saaledes: Det
faktiske var, at de, trods hendes Smaafejl, levede lykkeligt
sammen. Og dette var ikke tilfældigt, men dybt begrundet i deres
samstemmende Natur. Hendes Klosterbehandling af ham
svarede til hans Trang til Ensomhed og Verdensforsagelse. Ved at
værne og frede herom, gav hun den bedste Del af hans
Væsen Vækst og holdt det overstadige Verdensbarn i ham i Ave. I
Modsætning til Alma i hans „Adam Homo", der sorgløs lod
sin Adam efter endt Eksamen rejse over Storebælt og derved
tabte ham for Livet, tog denne Alma sin Adam ved Vingebenet,
standsede ham i Flugten baade over Storebælt, i København
og i Fredensborg og bevarede ham herved for Livet.
Og nærmere set var det Liv, hvorfor hun bevarede ham, ikke
blot hendes, men først og fremmest hans eget. Thi hendes
Skinsyge og hans Ensomhedstrang var begge kun Læbælter om
den Livsopgave, som nu var hans, og som hun med ikke ringe
Afkald paa sine kirkelige Forudsætninger og Anskuelser
troligt hjalp ham at løse. Hun har sin væsentlige Del af Æren, og
Eftertiden skylder hende Tak for, hvad der nu föregik med
hendes Husbond. Ved hendes Side og støttet af hende, fik han
ikke blot Øje for sin Opgave, men redeligt og trofast, med
Offer af sine ypperste Kræfter baade som Digter i sit Værk
og som Menneske i sin Færd, løste han den.
Allerede at blive denne vår, var et Klarsyn og Stordaad af
ham. Thi den synede af saa lidet og var med hans Syn ikke
blot uanseelig, men næsten forargelig ringe. Naar man som
han var naaet til fra Himmelstigens Top at træde over til Gud
og fatte ham som Fader; naar man som han derefter var naaet
1 at indse Dødens Intethed og alts Udødelighed — saa syntes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
