Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
263
Det kan ikke nægtes, at der kom en Udvikling, en
fremadskridende Skærpelse i denne Dom over ham selv. I Begyndelsen,
i den første Del af „Adam Homo", som han skrev i Udlandet,
behandlede han endnu sin Adam med en vis Mildhed, om end
han ærlig og uden Skaansel blottede hans Fejl. Han beskrev
ham som en i Bunden skikkelig og elskværdig Person, der
indtog alle, men var
blød og svag af
Karakter,
uimodstaaelig, men
ogsaa modstandsløs
overfor Kvinder.
Den „krøllede
Frits". Men som
Landskab om det
hele laa, om
end med et svagt
ironisk Skær:
„Dansk i Sind og
Skind og Tale".
Og som
Grundtone syntes man
at fornemme det
danske: „Det
bliver nok godt
engang." Herregud, der var jo
da heller ikke
noget ondt i at
have „en blid
Aand". Og
Forfatteren selv var
jo nu bleven
ranket op ved Forening med sin Alma. Adam Homo endte med at
blive forlovet med en lignende.
Ved sin Hjemkomst fra Udlandet udgav Paludan-Müller
(Fig. 44) sin Rejses to digteriske Frugter. I Foraaret 1841
udkom det dramatiske Digt „Venus", som skarpt skelnede mellem
de to Arter Kærlighed, den, der kun tilfredsstiller Sanserne, og
den, der skaber sand Fred. I Efteraaret 1841 udkom „Adam
Homo" Første Del. „Venus" kunde muligt svagt give Anvisning
paa, hvordan Adam Homo engang skulde ende, hvordan han
skulde opnaa „det hvide Baand", der ventede ham.
Hverken Læserne eller engang Digteren selv syntes endnu
Fig. 44. Frederik Paludan-Muller.
Efter Constantin Hansens Maleri.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
