Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264
klar paa, hvordan det siden skulde gaa ham. Dette irriterede.
Forgæves tog Heiberg Bogen i Forsvar, om end han heller
ikke forstod Meningen med den. Heibergs literære Modstander
P. L. Møller angreb derimod i stærke Ord Adam Homo og
havde den offentlige Mening paa sin Side. Trods enkelte
smukke Steder i Bogen fandt han denne i sin Helhed interesseløs
og udtværet. Adam Homos Forhold til Lotte og hans Besøg hos
sorte Trine og smukke Line fandt han saa anstødelige, at de
„næppe kunne oplæses i godt Selskab". Flertallet af Læsere,
især de kvindelige, beklagede, at „Amor og Psyche"s Digter
havde nedladt sig til saa plat og aandløs en Beskrivelse af
Livets Lavheder.
Det var da saa langt fra, at Paludan-Müllers Giftermaal med
hans Alma kunde siges at have ført ham til „sand Fred", at
tværtimod alle nu syntes at rejse sig imod ham. De faa, der
endnu vilde ham vel, forstod ikke, hvad han mente med „Adam
Homo". Flertallet bebrejdede ham, at han havde forladt den
høje græske Himmel med dens lyse Livssyn for at mænge sig
i saa blandet Kompagni, som det man traf i „Adam Homo".
Paludan-Müller svarede overordentlig grundigt, som den,
hvis dybeste Livsspørgsmaal det her drejede sig om. Svaret
lød: I misforstaar den græske Himmel og det græske Livssyn,
naar I kalder dem høje og lyse, de er tværtimod trykkende og
mørke. Og I forstaar ikke Adam Homo, eller hvorfor
Kompagniet der gennemgaaende er lavt. Grunden er een og samme.
Adam Homo er eder selv. — Digteren var tre Aar om hvert af
Svarene.
Det første af Svarene gav han i 1844 ved paa sin vanlige Vis
i samme Aars Begyndelse og Slutning at udgive to Digte med
skjult indre Sammenhæng. I „Dryaden" fremstillede han
med fordums betagende Ynde et Elskovsforhold mellem Apollo
og en Dryade. Men det ender med den dybeste Sorg, idet
Dryaden, der kun er et dødeligt Væsen, dør, just da hendes Lykke
begynder, og forgæves bønfalder Apollo om Hjælp mod Døden,
som han, den udødelige, ikke kender eller forstaar.
I det andet Digt, „Tithon", beskrives den skønne, ædle
græske Mand. Kongeætling, rigt udstyret fra Naturens Haand med
alle aandelige og legemlige Fortrin, drømmer Tithon fra ung
af om med en Guddoms Kraft og Kløgt at skulle styre sit elskede
Folk og føre det til Lykke. Han ægter den skønne Electra, der
elsker ham, trofast Venskab omgiver ham, og den høje Stræben
i ham lytter lønligt til Toner fra oven, fra de salige Guders
klangfaste Festglæde. Ogsaa den forundes det ham at smage. Ikke
længe efter hans Bryllup bliver Morgenrødens Gudinde Au-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
