Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
265
rora ham var, fatter Kærlighed til ham og bortfører ham paa
sin Vogn til sin himmelske Bolig.
I Nuets lykkefyldte Lysglans uden Anelse om Tid, Fortid
eller Fremtid, lever han her, indtil med eet Længsel efter blot
et Øjeblik at gense Jorden griber ham. Modstræbende giver
Aurora efter, fører ham atter derned, mod at han lover ved
tredje Morgenrøde at være rede til paany at følge hende tilbage.
Han kender ikke sit Fædreland, da han genser det. Mange
Aar er henrundne, medens han var borte. Fjendehaand har
hærget Landet, afbrændt By og Borg, dræbt eller bortført
Befolkningen, lagt alting øde. Kun hans ældgamle Hustru Electra
lever endnu, holdt oppe af et sikkert Haab om at skulle gense
ham, og skjult i en ussel Hytte, hvor en af hans gamle Venner
deler sin Armod med hende. Tithon selv mærker ved at betræde
Jorden pludselig sin Alder og føler sig som en Olding. Efter et
vemodigt, nedslaaende Møde med Hustru og Ven, der intet
bebrejder ham, men blot deltagende spørger ham, hvor han har
været, udbryder han i Klage og Selvbebrejdelser over at have
svigtet Fædreland, Hustru, Slægt og Venner i Nødens Stund
og dermed svigtet sig selv. Electra dør, Tithon og hans gamle
Ven brænder Liget paa Baal, og ved det udbrændte Baal finder
Aurora ham næste Morgen liggende, ukendelig af Sorg og Alder.
Hun bortfører ham paa ny og plejer ham trolig i sin
himmelske Bolig. Men han er ved Gudernes Gunst kun befriet fra
Døden, ikke fra Alder, Minder og Sorg. Pint af disse længes
han nu kun efter det ene: At kunne forsvinde, blive eet med den
sorte Nat, Auroras og Lysets Fjende. Som sidste befriende
Lægedom tømmer han da det Bæger, som Aurora erindrer, at
Gudernes Fader, dengang han opfyldte hendes Bøn at gøre
Tithon udødelig, forsynlig medgav hende til ham som Trøst i
yderste Nød, Dødens Bæger.
Moralen af begge disse Digte var en og samme. Det græske
Livssyn er kun tilsyneladende højt og lyst. Ogsaa dér er Døden
uforenelig med menneskelig Lykke, dræber den ved at komme,
dræber den ved at udeblive.
Det er i højeste Grad betegnende for Paludan-Müllers
Tankegang, at han, idet han her tog Afsked med det græske Livssyn,
synes at have følt samme Trang, som da han for ti Aar siden
(1834) efter at have skrevet „Amor og Psyche" gav sig i Lag
med den kristelige Mytologi og digtede „LucifersFald". Denne
Gang gav han sit Hjerte Luft ved af sit eget Indre at skabe en
ny kristelig Myte — i Strid med Kirkelæren, men i inderlig
Samklang med hans eget religiøse Syn. Det var en Beskrivelse
af det første Menneskes Død, Adams og Evas Sorg ved at finde
deres Søn Abel dræbt af Kain og forfærdet være Vidne til alle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
