Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
266
Dødens Kendetegn, Livets Ophør, Legemets Opløsning. Denne
Skildring er ved sin simple Sandhed noget af det mest gribende,
som Paludan-Müller har skrevet. Tilsidst nødes de til at
begrave Liget, og Adam rejser en Stenhøj derover af sytten store
Sten, en for hver af Sønnens Leveaar.
Men Eva græd, dengang hun talte dem,
Thi dobbelt levende sprang Mindet frem,
Og hvert et Aar med alle svundne Dage
Fra Støtten kom som Billede tilbage,
Og Støtten syntes hun fik Liv og Ord:
— Det var af Kunstens Liv det første Spor.
Til Trøst i Nøden blev den Jorden givét,
Thi Kunsten kom med Døden ind i Livet.
De beslutte at drage til en anden Egn. Men da de efter en
møjsommelig Stigen over et Bjerg næste Aften naa til dets
Fod, opdager de, at de paa Nedvejen er gaaet ad en skuffende,
vildsom Skraaning og atter staar foran Indgangen til Paradis,
som Keruben vogter med sit Flammesværd. Udmattede falder
de i dyb Slummer, og Eva drømmer om hin lykkelige Tid, da
deres Hjem var derinde. Da hun vaagner før Daggry, lister hun
sig dreven af Længsel derhen for endnu engang at kaste et
sidste Blik derind. Keruben løfter paa hendes Bøn Sværdet,
saa at hun kan se ind i Haven. Dybt bevæget genkender hun
Træet med de bitre Frugter og vender med Gysen sit Øje til
den anden Side, mod Livets Træ.
Men ved sit Syn med eet hun sank i Knæ,
Og som i Glæde vilde Hjertet briste,
Og af sig selv hun ikke mere vidste:
Der stod han mere skøn end nogensinde,
Den unge Søn, hvem hun begræd som død;
Der stod han, ikke falmet som et Minde,
Nej, som et Haab, der Sorgen gennembrød.
I Haven ind vil hendes Fødder skride,
„Min Søn!" hun raaber, „Abel, hør min Røst."
Men bråt tilbage viger hun forfærdet,
Thi pludselig Keruben sænker Sværdet.
Imidlertid var Adam vaagnet, havde ikke forstaaet Evas
Forsvinden og, ængstet af Frygt for at have mistet ogsaa hende,
dybt bedrøvet begivet sig ud for at lede. Da møder han Eva
glædestraalende.
„Tal!" raabte han forundret. „Hvad er skeet?"
Men Eva svared: „Abel har jeg seet!
Han stod ved Træet, hvor vi Livet prised,
Han er ej tabt, han er i Paradiset!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
