Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
279
dets taktfaste Samløb. Man aner ikke blot i de stundum ret
vovede Emner eller Udtryk, men selv i mangen løst henkastet
Betragtning, Tankeform og kættersk Dom Styrken af den
gensidige Hengivenhed og Overbærenhed, der har udkrævedes
for at holde slige dybe Modsætninger i Ave og forene de to
i fortløbende Fællesforstaaelse. „Adam Homo" er, uden selv
at mæle et Ord derom, et smukt Udtryk og Monument for
Styrken og Inderligheden af deres indbyrdes Kærlighed.
Under denne veltilkørte Samstemmen gemmer sig som Fortid og
Afkald Almas sarte Sippen og Paludan-Müllers altfor vælige
Slaaen til Skaglerne.
Størst Interesse knytter sig dog naturligvis til, hvorledes i
„Adam Homo" Spændingen løses mellem de to afgørende
Modsætninger i Paludan-Müllers egen Opfattelse: Hans Forvisning
om Altings Udødelighed, og at Gud er alt i alle, men at
desuagtet den virkelige Adam Homo, Mennesket viser sig at være
et svagt, usselt og forløjet Væsen.
Havde Paludan-Müller været gift med Kamma Rahbek, vilde
denne muligt kunne have faaet ham til at lade Adam Homo
tilsidst „gaa i sig selv igen", ved hjertelig at le ad sig selv og
herved le sig fri for sin Svaghed og sine Mangler. Men slig en
Løsning passede kun for Kamma Rahbek — skøndt,
Stakkel, der var Maade med, i hvilken Grad hun selv endte med
at have let sig fri fra Livets Svagheder og Tynge. Men den
passede ikke for Paludan-Müller. Han havde maaske knap
holdt ved under saa løs en Tøjle i alle de Aar, der medgik til
at skrive „Adam Homo". Og en saadan Løsning passede i
hvert Fald absolut ikke til den „Adam Homo", som
Paludan-Müller virkelig skrev. Den Fyr trængte til at renses med
skarpere Lud end blot egen Latter. — Paludan-Müller og hans
Alma maatte se sig om efter en bedre og sandere Løsning.
Den Løsning, som de i Forening fandt, og som
Paludan-Müller gav sit digteriske Udtryk, er et talende Vidnesbyrd om
Inderligheden af deres aandelige Samarbejde og den sejrende
Skaberkraft i Paludan-Müllers dybere Forstaaelse. For
enhver, der seer nøjere til, tegner sig tydeligt i „Adam Homo"s
mægtige og saa omstridte Slutningsparti,
Sammenføjnings-linjerne af de forskellige Grundsyn — Paludan-Müllers eget
oprindelige, det blot verdsligt menneskelige, Protestantismens,
Romerkirkens og endelig den ukirkelige rent religiøse
Forklaring, der for Paludan-Müller rummer dem alle som Led, en
fremadskridende Udvikling, en Vækst i Lys og Forstaaelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
