Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
287
omfatte alle Mennesker, saa at tilsidst Djævelen staar alene
tilbage, betegnes dog han som en udækket Restsum af Passiver,
saa at altsaa selv Naaden ikke har formaaet at bringe hele
Ver-densregnskabet til at stemme. Det er en ringe Trøst for
Kærligheden, at det maa være en højst ubehagelig Plads for Djævelen
tilsidst at staa ganske ene med alle Lysets Straaler som i et
Brændglas rettet mod sig.
Naar efter en uendelig Udvidelse
Han endelig engang sig samle maa:
Da først vil Straffens Tid for ham opgaa,
Thi da hans Liv først eet er med hans Lidelse.
Han vil svides til Døde, thi „Gud — Himlens Gud — udgør
jo selv hans Helved". — Med Smerte maa saaledes Naaden
bortradere Fejlen i sit eget Regnskab.
Paludan-Miiller var klar over denne Mangel i den kirkelige
Livsforklaring. Ifølge sit eget Livssyn kunde han da umulig
blive staaende herved og med sin Hustru trygt overlade Adam
Homos Skæbne til en kirkelig enevældig Naade. Dette vilde
jo være, som han selv tidligere havde udtrykt det, at lade ham
Sejle, naar ham Graven dølger,
Over Evighedens Bølger
Ned til Lucifers Palads.
Sligt maatte undgaas. Men med Lempe og uden at saare den,
hvem Paludan-Miiller elskede, og hvis Følelser han forstod og
til en vis Grad delte. Med overlegen Ro hævede han
Skiftemødet og udsatte Boets endelige Opgør til et senere Møde.
Paludan-Müller og hans Hustru havde, som vi veed, lige fra
første Færd interesseret sig for og indbyrdes drøftet kirkelige
og religiøse Spørgsmaal. Begge nærede de Ærbødighed for den
romerske Kirke som mere fyldig og følgestreng i sin Opfattelse
end den lutherske. Paa deres lange Bryllupsrejse havde de i
1840 opholdt sig i Rom og her hørt omtale en kirkelig
Begivenhed, der nys var foregaaet i Byen og vakte deres Interesse.
Det var en Helgenudnævnelse, der efter gammel katolsk Skik
foregik som en Retssag, idet der forud for Helgenerklæringen
nedsattes en Undersøgelsesret, ved hvilken to af Kirken
beskikkede Talsmænd, en som Forsvarer og en anden som Anklager
— en Guds og en Djævelens Advokat — nøje prøvede den
Indstilledes Adkomst. Først naar den retslige Undersøgelse var til
Ende, og Dommen var fældet til Gunst for den foreslaaede,
erklæredes denne for Helgen, „kanoniseredes", som det kaldtes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
