Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
299
O, svared hun, paa eengang streng og mild:
Hvor lidt dog Kærligheds Natur du kender!
Hvor lidt Udvælgelsen! Hvor lidt dog mig!
Ja, jeg er udvalgt — men til Hjælp for dig.
Ledet og beroliget af hende gaar han derpaa sin Lutring
imøde.
Samtiden forstod ikke ret, hvad Paludan-Müller mente med
denne Adam Homos Slutning. Hvor fjernt fra Maalet Kritikens
Indvendinger traf, fremgaar af, at man bebrejdede Digteren,
at han havde misforstaaet den katolske Kirkes Lære, eller at en
Kvinde af Almas aandelige Skønhed og Renhed umuligt kunde
være saa forelsket i en Person som Adam Homo. Ingen havde
Øje for det afgørende Nye og Dybe i Paludan-Müllers
Livsfor-klaring. Hans Religion gik bagved Kirkens og fandt
Aaben-barings-Underet i Menneskets Evne til at føie Kærlighed.
Dennes Væsen er „Meddelelse", idet den ytrer sig ikke blot i Ord,
men først og fremmest i Handling, i Omhu, i Selvhengivelse,
Afkald, Offer. Som al Handling smitter den ved Eksempel.
Videst i Meddelelsens Omhu, Selvhengivelse og Afkald er
Kvinden naaet. Gennem hendes Pleje er Slægterne bleven bevaret,
gennem hende frelses Manden.
Paludan-Müller har ved denne Kærlighedens Tydning gjort
sig til Talsmand for en Naturreligion, der bunder dybt i
Menneskesindet. Dens Spor kan følges gennem Tiderne, længe
førend der var Tale om den Naturopfattelse i nyere Forstand,
som vi her har undersøgt. Denne Opfattelse af Kvinden
dæmrer allerede bagved baade den gammel-nordiske Religion og
Kristendommen. Den ytrede sig hos vore nordiske Forfædre
i Troen paa en Fylgje, der omsvævede, ledede, værnede
Manden fra Vugge til Grav. Den fremkaldte i den katolske Kirke
Gudsmoder-Skikkelsen, Madonna, overfor hvem Jesus stadig
er Barnet; hun følger ham fra Krybben til Korset og ender
som Himmeldronning. Den fremkaldte i Goethes Faust
dennes sidste Ord som døende: Das ewig weibliche ziehet uns an.
Den frembragte Alma i Adam Homo, og Solveig i dens norske
Sidestykke Per Gynt. Baade paa Alma og Solveig passer de
forløsende Slutningsord i Per Gynt:
Kan du sige, hvor Per Gynt har været siden sidst
Med Bestemmelsens Mærke paa sin Pande?
Været, som han sprang i Guds Tanke frem!
Kan du sige mig det? Hvis ikke, maa jeg hjem,
Gaa under i de taagede Lande.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
