Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
301
Lad Manden som Stormvind i Verden uddrage:
Der bliver for Kvinden en Vagtpost tilbage;
Den skal hun holde
i Natten saa vild.
Arne, Du kolde,
Hun tænder din Ild;
ej som en dødsofret, hvid Vestalinde,
ikke som Slegfred, og ikke som Viv,
men en Kvinde,
der er Moder til Slægternes evige Liv.
Adam Homo var Paludan-Müllers store Livsbedrift, den
frigjorte danske Aands Svar paa Spørgsmaalet om Forholdet
mellem Lys og Mørke, Godt og Ondt, Gud og Verden. Svaret
stemmede i Lyssyn og Lysgrund med den danske Natur.
Solgudens gamle Lære tittede der igennem. Digtet lignede et
dansk Landskab med dets skiftende Kaar fra Morgen til Aften.
Først en lovende Morgen, der dog for Kendere saa ud til
allehaande. Derefter drivende Skyer med Væde, milde
Luftningers Strøg, Solglimts og Skyggers flygtige Jag over bølgende
Muligheder. Men saa brød Uvejret for Alvor løs. Hagl slog
piskende ned og knækkede Blomster og Aks. Hver, der kunde,
søgte Hus, mens Stormen tog i Taget, Fløjen peb, Vandet
under Skybruddet steg højt i Havens Gange, hvor Grus skylled
væk, og Knopper, Kviste, dræbte Fugleunger og Insekter drev
over Syndflodens Vande. Men mod Aften stilnede det af.
Solnedgang rødmede hele den vestlige Himmel, vaade
Blomsterblik saa sig om, de første Stjerner smilede. Det var, som om
den hele Ødelæggelsens Vederstyggelighed med eet var glemt,
gledet hen, strøget bort af et stille, fortrøstningsfuldt: Det bliver
nok godt igen.
Var det blot Fladhed i Landskab og Sind? Var det
Ligegladhed, Sandets Glemsomhed? Hvis sligt Uvejr havde ramt
Fjeldgrund, saa vilde denne have sat haardt mod haardt, og
Vejrets Vildskab, som opgemt Had, styrtet sig i Flom over
Dalen for dernede paa Rovdyrvis at myrde og rase i de Levendes
Velfærd og Lykke. Men det danske Landskab bar sig saa
underligt ad. Alt dukkede sig vel under Uvejrets Nakkedrag, men
samtidig laa det og sugede Væden til sig af alle Kræfter, baade
Mark og Skov, Bakker, Aaer og Enge. Kun Sund og Bælt, de
kaade Drengebørn, boltrede sig, viste deres skumhvide
Tænder, lo højt og sagde: Det var evige Løjer.
Men det gamle Solbjerg, — i hver Egn den højeste og ældste
af Bakkerne — der havde døjet saa mangt et Vejr, tænkte
stille ved sig selv, alt imens det sugede Regnen i sig: Under-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
