Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
302
ligt at blive saa gammel som jeg. Saa forstaar man, at det
altsammen hører til, baade Solskin og Regn, Medgang og
Modgang, Lys og Mørke. Det er jo Blandingen, der gør, at det
Levende vokser. Ogsaa Regn og Taarer er Livets Næring.
Men just som den gamle Vismand var kommen saa vidt, faldt
hans Øje paa Sorgen og Smerten omkring sig, som Uvejret
havde voldt, alle de knuste Blomster, de afrevne Grene og
Knopper, omstyrtede Træer, dræbte Dyr og bekymrede
Mennesker. Da var det, som om den opsugede Regn i ham skulde
blive til Graad og vælde frem som Taarer. Men han fattede
sig og sagde, fyldt af Medlidenhed med dem alle: Græd ikke
Børn, det skal alt blive godt. Jeg ved det sikkert. Solen
har selv sagt mig det. Vi har alle en „Alma", en Moder, en
Lysaand, som skal følge og vise os Vejen op til Lysets og
Livets evige Hjem. Alle skal vi med, ingen skal blive glemt,
hverken Døgnfluen eller det ældgamle Træ, hverken Vandkalven i
Dammen eller den vildsomme Trækfugl, Dyr og Mennesker,
Muldvarpen og Regnormen under Jorden; alle skal vi med.
Derfor græd ikke mere, men glæd jer med mig, til hvad der
kommer!
Ovenpaa slig Tale er det nu alligevel slet ikke let — hverken
for den, der holder den, eller for dem, til hvem den holdes —
at leve videre, som man skal. Hvordan det gik Solbjerg og
dets Tilhørere, maa Vorherre vide. Om Paludan-Müller veed
vi dog lidt.
Han var jo Digter og maatte vel digte videre, skøndt han
eengang havde udtalt, hvad der laa ham mest paa Hjerte. Han
maatte leve videre, skøndt han nu dobbelt længtes efter
Døden, og med fuldere Forstaaelse følte sin egen
Ufuldkommenhed.
Han løste disse to Opgaver, saa godt han formaaede. Hans
Digtning kresede som før om Døden, Livets Maal og
Mærkepunkt. Men han søgte tillige at vise, at den Kraft og Glans, der
udstraaler fra dette Livets Kighul, skal ytre sig i en fast Vilje
og et rent Sind, lutret i Selvfordybelse og Selvfornægtelse. Ad
denne Vej bundfælder det oprindelige blot bløde og modtagelige
Sind til Sindelag, fæstnes, formes og hærdes til Personlighed.
Hans to smukkeste Udtryk for denne Tankegang er de fintfølte
Digte „Kaianus" (1854) og „Benedict fra Nursia" (1861).
Omvendt optraadte han i Digtet „Luftskipperen og Atheisten"
(1852) med Svøbeslag som en nidkær Tempelrenser mod
Materialismens Talsmænd, der fornægte Aandens Liv og
Sjælens Udødelighed. I forskellige Mellemtoner endelig —
ligefra „Ahasverus, den evige Jøde" (1854) til „Adonis" (1874) —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
