Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
327
snilrigt Sind viste sig saa videre, at slig frugtbar Jordbund
kunde bruges til mere end til Græsning. Man kunde, ligesom
syd paa, saa tæmmet Græs, Korn, deri og herved skaffe sig
Brød og den herlige Drik, 01.
Under al denne Virksomhed og Fremgang — der selvfølgelig
krævede Aarhundreder og Folkets gradvise Tilvænning i Sæder
og Samlivsforhold, — hvad tænkte det saa om det Højeste, om
de usynlige raadende Magter, hvis Herredømme baade Folk
og Land var undergivne? Der maatte, som enhver let kunde
skønne, være to stærke Magter, der tog indbyrdes Livtag,
ikke blot i det enkelte Døgn, som Dag og Nat, men i hele
Aarets Gang, hvor det for Alvor gik løs i Kamp mellem Sommer
og Vinter. De to Magter, der stredes, var Lys og Mørke.
Hvilken var den stærkeste af disse? Det var ikke saa let at afgøre,
Striden var jo standende Aar ud og ind. Men hvilken af de to,
man maatte ønske Sejren, var klart nok, og meget syntes
ogsaa at tyde paa, at Sejren heldede til denne Kant. Lysets Gud,
Solen, havde vistnok Overtaget. Det kunde ses af, at han ved
Midsommer, i de lyse Nætters Tid, beholdt Valen, og just jo
højere man kom mod Nord, des tydeligere godtgjorde sin
Overmagt ved mange Døgn i Rad uafbrudt at krese Himlen
rundt. Og selv i dybeste Vintermørke opgav Lysets Guder
ikke Kampen. Maanen kæmpede stadigt paa Nattehimlen, om
end ofte med haardt kløvet Skjoldrand. Stjernerne funklede
stærkere end om Somren og lyste trods drivende Skyer. Og
ofte, just om Vinteren, tændte Lysets Gud Nordlys-Bavn, ja
tjeldede Verdenshallen dermed, saa det straalende Festdække
strakte sig fra Jord til Himmel.
Og naar det kneb aller haardest i Mørket og Kulden, rakte
Lysets Gud ligesom selv Haanden ned til Menneskets Hjælp.
Ved Sommertid kunde sligt Fingerpeg skræmme, naar Lynet
slog ned og i Tørke kunde afbrænde hele Skovstrækninger.
Men om Vinteren tog Mennesket Lære af Anvisningen og
tændte Skovens Ved til Lys og Varme paa Arnen. Intet kunde
lignes i Glæde ved fra Mørket at træde ind i Stuen, hvor
Arneilden lyse og lynede. Det var, som om Lysguden selv var stegen
ned paa Jord og signede Menneskehjemmet.
Hvor boede Lysets Guder? Selvfølgelig i det Høje, i
Himlen. Og ypperst og stærkest af dem var naturligvis Solen.
Langt efter den i Styrke kom Maanen og de smaa Stjerner.
Mørkets Magter og Guder boede i og under Jorden. I det låve
Danmark i Bakker Høje som blot Underjordiske. Paa den
store stensatte Halvø, i Norge og Sverig, boede de i Fjeldene,
høje og vældige som disse, grimme og forfærdelige at se til.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
