Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
328
naar de stundum færdedes ude paa de vilde Vidder for oven
eller, endog ved Sommertid, i de dybe Fjeldspalter, hvorhen
Solstraalerne sent eller aldrig kunde trænge. Men baade i
Danmark og Sverig og Norge var der en fælles Tilbøjelighed
til at forestille sig Overgangsformer fra disse uhyggelige
Væsener til andre, der som Elverfolk, Nisser, Havfolk, Nøkker
lignede Mennesker i Skikkelse, havde Længsler som disse,
gerne gav sig i Kast med Mennesker, men dog aldrig var til helt
at lide paa.
Ud fra dette Syn paa de hemmelighedsfulde Magter, Lysets
og Mørkets Guder og deres Afkom, kunde det falde vanskeligt
nok at afgøre, hvorledes Landets nye Beboere skulde ytre
deres Følelser overfor dem. Der fandt vist nok her en
Udvikling Sted.
Ved første Øjekast kunde det synes at ligge nær, paa samme
Vis som Landet selv, skiftevis at underkaste sig de to modsatte
Herskere, fejre Lysets Magter om Somren, men i
Vintermulmet undergive sig Mørkets og søge at sone dem ved Offer.
Meget tidligt synes man dog at have opgivet slig Tvetungethed
som Tegn paa Trællesind. Livet var fortsat Kamp for de
øverste Magter saa vel som for Mennesket, og dette kunde ikke
tjene to Herrer. Fra den Stund det saa Lyset, var det udsat
for Farer og Smerter, og disse maatte kækt bekæmpes, indtil
Liv afsluttedes med Død. Hvad var Død? Var det at blive til
intet, eller blot en lang fortsat Søvn, med mulig Opvaagnen til
noget bedre? Vist er det, man indførte en ny Gravskik,
begyndte at brænde de Døde paa Baal, saa at Sjælen med
Flammen kunde stige mod det Høje, og kun Legemets Aske
gemmes i Urne.
En hertil svarende Overgang synes at kunne spores i
Offerfesten ved Midvinter. Hvad der dybest laa i det hele
Midvinterstævne, viste sig næste Morgenstund, naar de alle i det dybe
Mulm med Fakler i Haand ilede til Solgudens Alter paa
nærmeste „Solbjerg". Ved det første Syn af Dagens Komme istemte
alle en Lovsang til Solens Genkomst, „Den signede Dag med
Fryd vi seer". Det var Lysets Pris paa den mørkeste Dag,
Solgudens inderligste Fest, Mindets og Haabets Fest, Livets Sejr
over Døden.
I de to Fester, ved Midsommer og ved Midvinter, var Folket
naaet til i Festform at udtrykke den dybeste Tydning af Landets
Natur og af Folkets egen deraf paavirkede Sindsform.
Midsommerfesten udtrykte Folkets og Landets umiddelbare Glæde
over hinanden, en Tak fra Skov og Mark og Fjeld, fra Dyr og
Mennesker til Lysets Gud for Glæden, Lyset og Livet. Jule-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
