Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
337
gen imod den — fremmet af ogsaa andre ydre Forholds
drivende Pres — foregik paa en ganske lille Skueplads, let at
overse og af sig selv medførende indbyrdes Berøring og
Paavirkning. Forud, for saa vidt Danmark laa nærmest ved
Brændpunkterne for den samtidigt foregaaende store Udvikling af den
nye, langt mere omfattende Tanke om det Naturliges
Betydning og alt aandeligt Liv som Vækst fra neden af op imod
Lyset. Denne Danmarks Beliggenhed, dets udsatte politiske
Stilling, dets naturgivne større Modtagelighed for skiftende
Paavirkning baade af Blæst, Regn, Meninger og Solstraaler, med
tilsvarende Evne til hurtigt baade at dukke sig og rette sig igen
— alt dette i Forening medførte en pludselig Strygen i Glød
og Opblussen af dets Aandsliv og dermed den Fremkomst i tæt
Rækkefølge af Udtryk for Folkets Tanker og Livssyn, hvorom
her er Tale.
Ifølge Sagens Natur maatte i Kraft af de givne fælles nordiske
Forudsætninger en lignende Udvikling komme til at foregaa
ogsaa i de to andre Lande, men senere og i en Form, der
svarede til disse to Landes større Udstrækning, der gav friere,
mere uafhængig og mere spredt Opvækst. Det er interessant
her kort at lægge Mærke til, hvorledes det fælles nordiske Syn,
skønt her udtrykt paa selvstændig Vis, dog naturbundet
gengav lignende Mærker, der havde præget Udviklingen i
Danmark1).
Rækkefølgen i Sverig var mere storladen i sit Anlæg end den
i Danmark. Den begyndte med Lysglædens og Naturglædens
ypperste Sanger Bellman († 1795), der i Sindsform svagt
kunde minde om en Blanding af Rahbek og Kamma Rahbek. Hans
Lysglæde er utæmmelig, bred, løssluppen, fin og yndefuld. Men
den ejer tillige det ægte nordiske Drag af Vemod, der ler ad sig
selv for ikke at græde. Efter ham fulgte i Rækken den rigt
begavede, men uharmoniske Almqvist (1793—1866). I hans
Digtersjæl kogte alle Nordens Indtryk, baade lyse og mørke, i
Kamp med ham og han mod dem, som alle de modsatte Gæster,
gode og onde, i Hallen en Julekvæld, hvorover man havde
glemt at lyse Fred. Han minder svagt om Baggesen i Danmark,
men havde dybere Modsætninger i sit Indre end denne. Han
lignede maaske mere en Loke i Valhal. For at finde Freden søgte
han tilsidst ensom til Varmelands dybe Skove, men vandt ikke
heller Freden her, saalidt som Loke i Valhal. Tilsidst drog han
da som Baggesen landflygtig fra sit Fædreland.
Almqvist havde ikke med Urette haabet i Varmland at finde,
*) Den følgende Fremstilling efterlod Forfatteren ved sin Død skitseret.
Bakkehus og Solbjerg. II 22
ä
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
