Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
345
af Tiden, i Aaret 1835. I Sommeren dette Aar drog han til
Nordsjællands Kyst ved Gilleleje og forblev heroppe en Maanedstid
for at søge Husvalelse i Naturen. Han ejede Ungdommens
Modtagelighed og var dertil i særlig blød Stemning efter nys
at have mistet sine to Kæreste, sin Moder og en elsket Søster.
Hans Yndlingsvandring under Opholdet blev om Aftenen op til
Gilbjerg med den vide Udsigt over Havet, der laa udbredt for
hans Fod. Heroppe gennemlevede han alle de Stemninger, vi
nys har omtalt, og flere til. Og som et ægte Barn af sin Tid
dannede han sig her sin egen Religion, skøn og betagende, hvori han
i Tanken samledes med de tabte Kære, som omsvævede ham.
Naturens Storhed omsluttede ham, Lysets Gud tændte Spiren i
hans Sind, kaldte ham til Gerning. Dette Ophold blev hans Livs
Indvielse. Selv blev han Nordens største religiøse Tænker. Det
var Søren Kierkegaard.
Men da han var vendt tilbage og vilde følge sin Indvielse,
slog Tilværelsens Bølgeslag — Lys og Mørke, Lyst og Smerte,
Liv og Død — med endnu stærkere Kraft og Klang imod ham
end i Sommerdiset ved Gilleleje. Lys og Mørke, Lyst og Smerte
kæmpede ikke blot udenom ham, men i hans eget Indre. Og
han fornam Lysgudens Stemme i sig, der bød ham at vige fra
sit eget nydannede Lyssyn, fra de lyse Nætters Tro, fra Tanken
om Naturens Vækst helt ned til Stedet, hvor det skarpe Sollys
mod Syd ikke blot fremkaldte skønne Egne, men brændte
Jordbunden til Ørken.
Her bød Lysguden i hans Indre ham at knæle i Sandet, goldt
for Vækst som hans eget Sind, der var brændt øde af den fælles
menneskelige Synd, og i Smerte ydmygt fatte: Der er kun een
Vej til Gud — ikke gennem Naturen, ikke gennem Mennesket
— men den, som Gud selv har anvist ved at sende sin Søn til
Jord for i Mørke, Smerte og Død at lære Menneskene: Jeg er
Vejen, Sandheden og Livet. — Fra den Stund blev den unge
Mand greben af denne Sandhed, som han selv søgte at
gennemleve og gøre andre forstaaelig, forvisset som han var om, at kun
den er den sande Vej, Vejen til Livet.
Men var han da en Efternøler, en Ukyndig eller en selvglad
Særling eller muligt en magtsyg Kirkens Mand, der vilde
genvinde det Tabte? Ingen af Delene. Hvad var da Grunden til, at
han ikke forstod, hvad alle de andre nu i Slægtled havde
forstaaet, hvad Tiden stræbte efter, hvad Lyssindet, ikke mindst
i hans eget nordiske Fædreland, gennem Aarhundreder havde
anet og længtes mod?
Han forstod det altsammen og havde gennemlevet det. Han
var Nordbo og mærket af sin Oprindelse som faa, elskede sit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
