Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
39
Efter Nutids Begreber faldt der maaske mellem Mikael
Kierkegaard og hans yngste Pode flere Klaps af end absolut
nødvendigt. Ikke efter Datidens. Den lille fik langt fra, hvad
han trængte til. Grunden hertil var ingenlunde blødagtig
Følelse og Forkælelse. Det var blot en af Paapasselighed, god Tid
og nøje Overvejelse fremkaldt punktligere og rigtigere
Afreg-ningsmaade, som Faderen anvendte. Prygl straks, saa lidt som
en opsparet Sum deraf ved Ugens Slutning, klarer Sagens
egentlige Kærne. Det er Sindet og ikke Rygstykkerne, der
skal rammes. Tanken er Sindets Rygstykker. Det gælder da
om at sætte Tanken i Rette, lære den ved Hjælp af Tiltale,
Formaning, Eksempel, Bebrejdelse, at der skal lystres,
Pligten ubetinget opfyldes.
Vi har tidligere hørt om Mikael Kierkegaards Evne til i sin
Butik at faa alle til at lystre, hver opfylde sin bestemte Pligt,
saa at det hele gik som paa en Snor, uden at han brugte
Ukvemsord, men blot med fast Alvor bestemte og forlangte.
Noget lignende gennemførte han med Lethed over for Barnet.
Det lykkedes ham at bibringe den lille allerede tidligt et stærkt
og dybt Indtryk af, at hans smaa Pligter burde ubetinget
opfyldes, gøre ham til en tapper, lille Pligtsoldat, der brændte
efter at udmærke sig.
Allerede her begyndte imidlertid Vanskelighederne at vise
sig. De mindre af disse laa i Barnets livlige Natur og Trang
til pudsige vittige Indvendinger. Faderen berøvede ham ikke
denne Frispas, lod ham tværtimod tale ud. Men derpaa
benyttede han sig af sin egen Overlegenhed i Tankegang og Evne
til vittigt Svar, til skarpt at gendrive alle Drengens Hvorfor
og Indvendinger, indtil Pligtbuddet stod solbelyst, klart og ene
tilbage paa Pletten. Denne Art af Holmgang morede i høj Grad
den lille, han nød den som en Slags Pligtaabenbaring og saa
med dobbel Lydighedsvilje og glad Beundring op til den
Guddom, hvorfra den kom, Faderen. Ogsaa den modsatte
Vanskelighed, tilfældig Ulyst eller Ugidelighed hos Drengen, tog
Faderen paa sin egen Maade. Han kunde da falde paa ganske tavs
selv at udføre, hvad han havde paalagt den lille, en Appel til
dennes Æresfølelse og Hengivenhed, som ikke forfejlede sin
Virkning.
Det væsentlige var altsaa naaet. Trods bitte Smaaruheder
var det lykkedes Faderen at tilpasse Sønnen glad til Pligten.
„Glad"? Netop heri laa Manglen, og dermed
Hovedvanskeligheden. Thi naar der var Tale om at lystre — hvad enten det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
