Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
57
kom ikke i noget af deres Hjem, og de ikke i hans. Han blev
ikke Ven med nogen af dem eller kom nogen af dem blot lidt
nærmere. De mødtes ikke paa Spadsereture. Han kom i det
hele ikke meget ud, men nøjedes med de tænkte Spadsereture
hjemme sammen med Faderen. Ifølge senere Optegnelser af
enkelte, der var i Klasse med ham, havde disse nærmest
Medynk med ham, da de havde en Fornemmelse af, at hans Hjem
var strængt og sært. Men dels er Drenges Medlidenhed ikke et
synderligt fast Grundlag at bygge paa. Dels var Søren
Kierkegaard selv mindst af alle den, der for saadan Almisse vilde lade
sig forlokke til at røbe noget om Hjemmet og sig selv. Han gik
som en Fremmed iblandt dem. Det gentog sig da her ganske
som i Hjemmet, da han var lille, at der næsten med
Nødvendighed kom noget Skjult over ham. Men her i Skolen var
Omgivelserne ikke saa velvillige som hjemme. Skjulthed blev da
hans faste Borg, Sansen for det Pudsige hans Udfaldsport.
Det er ganske interessant at se, hvorledes denne besynderlige
Fremtoning tog sig ud, maalt med Drengealen.
Han „snød", særlig i Historietimerne hos Hr. Warncke. Men
dette var en ærlig Sag, som ingen vilde tage ham ilde op,
endsige forraade. Lad saa være. Men han drillede alle og enhver,
tirrede, haanede med sit kaade Lune og sin Evne til at gøre
latterlig. Han der ellers gik stille og blev næsten helt borte,
kunde i saadanne Tilfælde pludselig blive en anden, der syntes
at overse dem alle. Sligt burde naturligvis ikke taales, og da
han var lille og spinkel, fik han, selv om han en Tid kunde
løbe fra dem, tilsidst stedse sine fortjente Prygl, og der
vankede ikke sjældent en blodig Næse.
Men lades maatte det ham, at han var modig. Han indlod sig
ofte og hyppigst i Kamp med netop de største Drenge i Klassen,
der var ham langt overlegne i Kræfter, og af hvem han var
vis paa at faa sine vittige Angreb tilbagebetalt i fuldt saa solide
Træffere. Han respekterede ingen Overlegenhed. Naar H. P.
Holst, Klassens anerkendte Skønaand, i Frikvarteret læste en
af sine danske Stile højt for den beundrende Menighed, var
han udsat for midt under Oplæsningen at faa en Bog i Hovedet
fra Søren Kierkegaard.
Heller ikke Lærerne var han bange for. Da Klassen senere
fik hans Broder Peter til Lærer i Græsk, drillede han ofte denne
ved med eet at anslaa en familiær Tone, der ikke stemmede
med den Respekt, Skolen krævede. En anden Lærer, der havde
ondt ved at holde Styr paa dem i Timerne, truede engang, da
det var gaaet vel vidt, med at gaa ned og melde det til
Professoren [Skolebestyrer Nielsen havde 1822 faaet Professortitlen].
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
