Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58
Klassen blev bange, bønfaldt ham om at lade være og lovede
Bedring. Søren Kierkegaard derimod sagde blot: „Vil De saa
ogsaa sige Professoren, at saadan har vi det altid i Deres
Timer." Læreren satte sig da atter paa Katedret og meldte dem
ikke.
Da deres Lærer i Dansk, cand. theol. Storch, var bleven
forlovet, og hans Forlovede hed Charlotte Lund, tog Søren
Kierkegaard heraf Anledning til, da der skulde skrives en dansk Stil
om et selvvalgt Emne, at affatte en, der vakte munter Opsigt i
Klassen. Han beskrev en Tur til Charlottenlund, Fornøjelserne
dér, og hvor der var kønt, især naar efter den lange Vintertid
Lunden klæder sig i Grønt, og Storken kommer.
Klassekammeraternes Indtryk af Søren Kierkegaard i
Skoletiden stemmer med andre Jævnaldrendes Indtryk af ham fra
samme Tid, naar de havde Lejlighed til at træffe ham i hans
Hjem. Der er opbevaret nogle Meddelelser, rigtignok paa anden
Haand, fra Børnene af den Mikael Andersen Kierkegaard, til
hvem hans Fader 1797 havde afstaaet sin Forretning. Disse
Beskrivelser fra altsaa nogenlunde jævnaldrende Halvfættere
og Halvkusiner mødes i, at de som Børn ikke kunde lide ham,
da de fandt ham arrig og drillevorn og derfor flygtede, naar
han kom paa Besøg med en af Forældrene. Stærkest lyder
Udtalelsen, der dog svækkes noget ved at være afgivet af Kusiner
til en anden Kusine, og gaar ud paa at fraraade at indlade sig
med den da 15-aarige Søren Kierkegaard, „da han var en
forskrækkelig forkælet og uartig Dreng, der altid hang i sin
Moders Skørter".
Var han saaledes saa temmelig en lukket Bog for sine
Jævnaldrende i Skolen og i Hjemmet, saa var Bogen heller ikke
synderligt mere aaben for hans Lærere. Af disse sluttede vistnok
de fleste, at hans Skjulthed og Særhed ikke dækkede over noget
videre betydeligt Indhold. Kun i to Fag viste sig Spor af, at der
bag ved hans paatvungne jævne Upaaklagelighed muligt kunde
ligge noget mere. Det var i Dansk og i Latin. I sine danske Stile
kunde han af og til skrive noget, der tydede paa en moden og
selvstændig Tankegang. Og i Latin, hvor han havde Skolens
Enehersker, Professor Nielsen til Lærer, anspændte han sig
efter bedste Evne, da han instinktmæssig var klar over, at her
laa Nøglen til hans hele Stilling i Skolen. Der udviklede sig da
efterhaanden et ejendommeligt Forhold mellem disse to.
Søren Kierkegaard saa med største Respekt, næsten
Beundring, paa denne Kæmpekraft, der krævede — og aftvang —
Flid og Lydighed. Og idet han ufortrødent fulgte sin Fører,
vaagnede der lidt efter lidt en vis Tillid og Hengivenhed over for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
