- Project Runeberg -  Bakkehus og Solbjerg. Træk af et nyt Livssyns Udvikling i Norden / Tredie Bind /
59

(1920-1922) [MARC] [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

59

denne Enevældens Aabenbarer, hvis store Haand stadigt pegede
fremad, hyppigt slog ubønhørligt ned til højre og venstre, men
egentlig syntes at hvile skærmende over ham. Han følte sig
selv som et latinsk regelmæssigt Hovedord, der nød Regelens
myndige Fasthed, fornam sig selv bekræftet i den og saa ned
paa de usselige Undtagelser. Der var noget i Nielsens
Personlighed, der bibragte En Glæde ved Pligtens Grundmur.

Hvor forskelligt et Indtryk der kunde udstrømme fra den ene
og samme, ser man af, hvad Søren Kierkegaards Sidemand,
Duksen, den ovennævnte „Anger" (senere Præst) fik ud af sit
Forhold til Eneherskeren. Anger indrømmer, at Nielsen
egentlig viste ham stor Godhed, saa at han har meget at takke ham
for. Men han samler dog sit Indtryk af ham i følgende Dosis:
„Hans Indflydelse var kuende, thi han var en Despot, der kun
lærte os at lyde, tie lige over for den blodigste Uret, og skrive
latinsk Stil."

Mod begge de to øverste i Klassen — Anger og Søren
Kierkegaard — viste Professor Nielsen Godhed. De var begge to
flittige i Latin og næsten lige smaa og spinkle. „Det var et
Spørgsmaal," siger Anger, „som aldrig blev afgjort trods de mange
Tvekampe, om Søren Kierkegaard eller jeg var den svageste i
Klassen og den daarligste i Gymnastik". Men i den Godhed, som
Nielsen viste Søren Kierkegaard, var der noget mere personligt.
Thi Anger var sikkert en eksemplarisk artig Dreng; men Søren
Kierkegaard var der en Del at mærke ved, hans Letsindighed
og næsvise Frispas trak idelig store Veksler paa Tilgivelse.
Maaske var det blot Aftalen med Mikael Kierkegaard, der holdt
Professorens vingelette Haand i Ro over for Sønnen. Rimeligvis
kom dog hertil en virkelig Godhed og Medfølelse for den lille
og hans pudsige Selvstændigheds-Trang, der maaske af og til
kunde minde ham om hans egen, ikke helt fulde Tilpasning til
københavnsk Synsmaade. Men i hvert Fald, hvilke hans
Følelser og Bevæggrunde end have været, saa var det et Udslag af
virkelig Overlegenhed og Klarsyn som Ungdomsopdrager, da
han et Aarstid eller to før Søren Kierkegaards Afgang fra
Skolen vovede at give ham, hvis Letsind og manglende Alvor han
var sig bevidst og ved hans Afgang saa klart beskrev, en betroet
Stilling ved Skolen, idet han overlod ham paa Rektors Vegne at
rette de latinske Stile i de mindre Klasser. Denne udviste Tillid
forfejlede ikke sin Virkning. Den bidrog væsentlig til at modne
den unge og øge hans Alvor. Og den vakte hos ham en dyb
Følelse af Hengivenhed og Taknemlighed over for sin kære
Professor. Pligten blev levende og skød Blomster.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 14:21:11 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/bakkehus/3/0069.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free