Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
95
Vidne til deres første lykkelige Samliv, laa hun, den
livskraftigste af dem alle, hans Datter Petrea, som saa utrættelig var
vandret ind til Nytorv for at pleje sin syge Moder, nu efter at
have skænket sin Mand endnu et fjerde sundt Barn, og droges
uventet med Døden. Kampen var haard, thi hun var stærk af
Natur og havde saa meget at leve for. Efter en fjorten Dages
Tid blev det dog klart, at Døden vilde sejre. Den syge nærede
endnu Haab, og de kvindelige Omgivelser vilde ikke berøve
hende dette. Men hendes Fader sagde: „Nej, saaledes er mine
Børn ikke opdragne", gik ind til hendes Seng og fortalte hende
Sandheden rent ud.
Hvorfor gjorde han dette? Var det forfængeligt Haardsind?
Var det ensidig Overbevisning om, at Sandheden til enhver Tid
bør udtales, selv om den volder Smerte? Var det religiøs Omhu
for sit Barn, at dette ikke skulde lades ene med Lidelsen i det
store Øjeblik, men i Haab og Bøn søge Styrke hos Gud? Eller
var det et Udslag af den gammel-lutherske Overtro, at et
Menneskes evige Fremtidslod afhang af, om det i selve
Dødsøjeblikket nævnede Kristi Navn? Hvo kan fuldt ransage
For-holdsstørrelsen af hver enkelt af disse sandsynlige Bestanddele?
Kun eet kan vi med Sikkerhed sige: Der mangler endnu en
Bestanddel, som vi veed har været tilstede. Foruden
selvbevidst, haardhændet Sandhedstrang, Faderkærlighed og
Hildet-hed i en ensidig kirkelig Troesudløber var der endnu en
Bevæggrund, som man ikke af sig selv vilde gætte paa — en
tungsindig, fortvivlet Ensoms deltagende Lykønskning.
Naar man har vænnet sig noget til Tanken, vil man kunne
fornemme lidt af denne Klang baade i hans hjælpsomme
Hurtighed over for sin Datter og i hans ovenanførte Ord til sin
trøstesløse Svigersøn, der ønskede at følge sin Hustru: „Du har
ikke langt igen." En Stemmenøgle til begge laa i den Form,
som hans Tungsind under Virkningen af de mange Dødsfald
blandt hans Nærmeste havde antaget. Han saa i disse Dødsfald
en mod ham rettet Straf, en Forbandelse til selv ikke at kunne
befries fra Livets Byrde, men at være fordømt til som en
Ahasverus at skulle se hele sin Slægt uddø, med en knugende,
men hemmelig Forvisning om, at hans Ungdoms Brøde var
Grunden til denne Straf og samtliges Undergang.
Hævnens Sendebud, der hidtil havde ladt ham i Ro, havde
nu indhentet ham. De jog ham og hele Flokken til Døde, men
ham, til Straf, som den sidste af alle.
Forskellen mellem de mange Dødsfalds Virkning paa Søn og
paa Fader blev da stærk og næsten uforsonlig. Hos den unge
vaktes en fast Beslutning om nu at ville samle sig og blive til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
