Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96
noget, blive sig selv. Hos den gamle fremkaldte de samme
Begivenheder en Følelse af at være dømt til at tilintetgøres,
men langsomt og pinagtigt, først i de andre, saa i sig selv.
Det ene og samme Syn af de Efterladte maatte da tage sig
stik modsat ud for dem hver især. For Søren Kierkegaard var
Synet af alle disse moderløse smaa i begge hans afdøde Søstres
Hjem en Mindelse om, at nu hørte han til de ældre og maatte
give Eksempel, blive til noget. Hos Mikael Kierkegaard var
Synet af de mange Børnebørn et Fingerpeg i modsat Retning.
Han skulde leve og lide, indtil de alle var døde. I Hjemmet i
de smaa Alléer saa det ud til at ville dages hurtigst. Der var
Svigersønnen mærket af Sorg og Koldfeber og havde kun kort igen,
og alle Børnene laa af Skarlagensfeber. Men i det andet Hjem
var de endnu alle raske og i Stand til at forlænge hans Straf.
To saa modsatte Livssyn havde ondt ved at trives i samme
Hjem, hvor nu en Moder og Søstre som mildnende Mellemled
savnedes. Fremtidens Horoskop for de to syntes da at tegne
med tydelig Haand i det mindste Overskriften over, hvad der
nu maatte komme: „Hvorledes de skiltes."
Det var lettere sagt end gjort for en saa sammensat og
underligt indpakket Natur som Søren Kierkegaards at „samle
sig", „blive sig selv", da han efter Tabet af sine to kæreste,
Moder og Søster, atter dukkede op af Taarefloden. Hvor var
han? hvad var han? hvad vilde han?
Han befandt sig paa en øde 0, der ikke kunde friste ham til
varigt Opholdssted: Faderens barske Religiøsitet med dens
Forbryderalmisse fra Fængselsherren til Slaverne paa Livstid. Han
tvivlede ikke om, at Gud var til og maaske var en kærlig Gud.
Men denne Form for Kærlighed var ham for grufuld og
fæng-selsknugende, især naar man som han havde lært at kende en
Moders milde, alt tilgivende Favn og en Søsters livsalig
frigørende Deltagelse. Han maatte ud, føie sig fri, om det saa var i
den mindste Baad, blot han selv kunde ro den, paa Afstand
se paa Fængselsøen som forladt, og med frit Valg til at lande
paa en af de mange andre Øer.
Men hvilken Baad duede han til at ro? En lille, der syntes
ham nemmest, var en Digterbaad. Skrive en Roman. Om noget
selvoplevet. Hvad havde han egentlig oplevet? Ikke meget. Jo,
det at gaa skjult mellem alle, i sit Indre være noget helt andet,
end hvad Omverdenen ansaa ham for. Skrive en Roma^,
en Novelle, maaske et Skuespil eller en eller anden Form for
Fremstilling af en Person, der var ganske misforstaaet, med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
