Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
Skovduens Kurren, Kløvermarkens Duft, Rugvippernes
Bølgen, Skovstiens forføreriske Vinken, de stille Skovsøers
vemodige „Hvorfor", den store Ensomheds dybsindige Grunden, og
Brændingens brusende, stampende „Derfor" — alt var det i
forstørret, forskønnet Skrift ham selv, og dog et mægtigere Du,
der lod ham glemme sig selv og mildt eller fast stemmende,
men beroligende, omsluttede ham i sin Favn.
Naturen blev hans Ven, hans Veninde, hans Moder, hans
forstaaende, signende Livskilde, Støttestav og Beroliger.
Og dette Indtryk var ikke blot et Rejseindtryk, glemt med
den, med det blev et Indtryk for Livet, der fra den Stund hvert
Aar, naar mindste Lejlighed gaves, maatte gentages, fornyes,
opleves paa ny. Lige til hans Død blev Nordsjællands Natur
det store, foryngende, bedre Hjem, hvortil han længselsfuld
maatte søge tilbage. I Begyndelsen skete Turene gerne paa den
Maade, at han, følgende en pludselig Indskydelse, tog Sæde i
København hos en Kulsvier paa hans Vogn, og i Samtale med
ham, seende sig om undervejs, nød Folkeliv og Natur lige til
Hillerød for at gentage det samme med en ny Bonde tilbage.
Senere under hans Forfatterskab tog han gerne, stundum med
kun faa Dages Mellemrum, en Wienervogn i København og
kørte alene frem og tilbage for at gense de kære Egne,
omviftes af Indtryk og ved Naturens Barm lulle det syge, forpinte,
overanstrængte Sind til Ro.
Det gik med dette Naturforhold som med hans Trang til
Samliv med Mennesker, det sneg sig ind i hans Forfatterskab,
og, afvist og tysset paa, blev det her næsten den elskeligste Del
at det hele, det milde, muntre Blik, der den Dag idag udgør
dets største Tiltrækning. Naar man i hans Skrifter synes nær
ved at faa for meget af Tankeoptrævl og gentagne Omstillinger,
kan en pludselig Duft af Skoven, et Vindstrøg fra Markerne,
blot en Sammenligning, ja selv blot et enkelt Ord, ved sin
Virkning aabne Vinduet, genkalde Livets Friskhed og forene Læser
og Forfatter i Forstaaelsens lyse lysvaagne Glæde. Ja, hvad
mere er, selv om der staar skrevet „Tungsind" paa Væggen,
Behandling og Emne, saa kan saadan lille forfløjent Støvgran
fra Mark og Skov med eet prædike Lyssind, minde om, at sligt
et Fnug kun bliver synligt i en Solstraale, og vækker den
usømmelige Tanke: Sæt nu, hele Tungsindet med eet fik en
Dukkert, og det bærende Lyssind, hvorpaa det hele flyder, fik Lov
at vende opad!
Noget tilsvarende til sligt kættersk Tankespind hos en senere
Læser foregik muligt hos Søren Kierkegaard selv i hans eget
Væsen, allerede mens hans Mor levede. Men det afvistes den-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
