Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
127
at holde baade Skolelektier, Kammerater og Interesser tre
Skridt fra Livet, han vilde sikkert være bleven kørt ned og
knust, hvis han ikke havde haft andet at støtte sig til end flinkt
at kunne kigge i Bogen under Katedret, gaa Rektor Nielsen
under Øjnene ved at lære sin Latin, og bene af, naar
Drengene var efter ham.
Han havde tydeligt nok en indre Støtte desuden.
Omgivelserne kaldte den Vid, Næsvished og trodsigt Mod, og
sammenfattede den i en vis usleben Snurrighed. Men den var mere
end dette. Den var et selvstændigt Sinds ukuelige Frihedstrang.
I sit Selvsyn kalder han den med et tilbagevirkende Navn „den
ubekendte Guddom i hans Individualitet". Hvor tidligt han er
bleven sig dens Guddommelighed bevidst, faar staa hen. Men
allerede tidligt, fra han endnu var Barn, maa der være
udstrømmet fra den en Styrke og Glans, der har afnødt Respekt.
Det at først hans Fader og senere Rektor Nielsen vigende
bøjede sig for hans naturlige Pudsighed og lod den i Fred, er
det bedste Bevis for hans Selvopfattelse, at der var en
ubekendt Guddom, en guddommelig Kraft i hans indre Natur,
der tvang ham selv til at lystre og give Afkald paa Venner og
Interesser og holdt Underkuere paa Afstand.
Her staar vi ved et af de interessanteste Spørgsmaal med
Hensyn til hans indre Udvikling. Hvor vidt strakte denne indre
Guddoms Magt sig? Den ubekendte Guddom i hans Indre var
i nær Slægt med Moderens Lyssyn, en Slags selvlysende
Solprik deri. At den paa dette Tidspunkt af hans Liv har virket
fordrivende over for Faderens mørke Forstaaelse af Livet,
fremgaar allerede af Søren Kierkegaards hele Stemning og
Udtryksmaade under Gillelejeopholdet. Hans Stemning er vel dyb
religiøs, men ikke særlig kristelig. Han synes tvertimod med
Flid at have undgaaet kirkelige Udtryk og valgt de mere almene
Betegnelser Gud, Guden, Guddommen. Et enkelt kristeligt
Udtryk, der er gledet ham i Pennen, er Benævnelsen
„Himmeriges Rige", hvorved han dog her forstaar noget andet, end
hvad der kirkeligt menes hermed.
Men selve hans Udtalelser om sin Freden af sin
Individualitet og sin Dyrken af den ubekendte Guddom, ved at holde sig
uafhængig af for stærk Paavirkning fra andre, synes naturligt
at maatte omfatte ogsaa hans Forhold til Faderen. „Jeg har
søgt at tilegne mig noget af dem [ham], studeret deres [hans]
Individualitet og Betydning i Menneskelivet, men dog vogtet
mig for ikke som Myggen at komme Lyset for nær." Det er
Ord, der svarer til hans Forhold til Faderen. Hvor langt dette
kan føres tilbage, er naturligvis ikke let at afgøre, men hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
