Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
tidlige Skjulthed ogsaa i Forhold til Faderen, synes at maatte
betegne en lignende Dækstilling over for denne. Søren
Kierkegaards Bekendelse og Selverindring ved hans aandelige
Gennembrud 1835 bekræfter da den Opfattelse af hans Udvikling,
som vi har gjort gældende. Men den afviger tillige fra den, som
han selv senere har udtalt. Grunden hertil ligger sikkert i, at
hans senere Forstaaelse fremkom paa det Punkt i hans
Forfattervirksomhed, hvor hans Syn paa Kristendommen nærmede
sig Faderens, og de stærke Indtryk, han alt som Barn havde
modtaget af denne, ganske naturligt forskød sig og blev
overvældende og afgørende for hans daværende Opfattelse af sin
Udvikling.
Søren Kierkegaards Afstand fra Faderen i 1835 viser sig
tydeligst i den Beslutning, som han efter alle de ovenanførte
Selvbetragtninger endelig tog. Den gik ud paa: Fremtidig at
følge sit Væsens Ejendommelighed (sin Individualitet) og, i
Tillid til Guddommen i sit Indre, træde ud i Livet og — handle.
Ordene i hans Dagbogsoptegnelser lyder saaledes:
„Jeg vil nu forsøge rolig at fæste Blikket paa mig selv og
begynde inderlig at handle; thi kun derved bliver jeg istand til,
ligesom Barnet ved sin første med Bevidsthed foretagne
Handling kalder sig „Jeg", saaledes i dybere Betydning at kalde mig
„Jeg".
„Dog dertil udfordres Udholdenhed, og man kan ikke straks
høste, hvor man har saaet. Jeg vil erindre hin Filosofs Metode:
At lade sine Disciple tie i tre Aar, saa kommer det vel.
Ligesom man ikke begynder en Fest ved Solens Opgang, men ved
dens Nedgang, saaledes maa man ogsaa i den aandelige Verden
først arbejde i nogen Tid frem, førend Solen ret kan skinne
for os og gaa op i al sin Herlighed; thi vel hedder det, at Gud
lader sin Sol opgaa over Gode og Onde og lader regne over
Retfærdige og Uretfærdige, men ikke saa i den aandelige
Verden. Saa være da Loddet kastet — jeg gaar over
Rubi-con! Vel fører denne Vej mig til Kamp• men jeg vil ikke
forsage. Jeg vil ikke sørge over den forgangne Tid — thi hvortil
Sorg? Med Kraft vil jeg arbejde mig frem og ikke spilde
Tiden med at sørge......Jeg vil ile frem paa den fundne Vej
og tilraabe enhver, som jeg møder: Ikke som Loths Hustru
at se sig tilbage, men huske paa, at det er en Bakke, vi stræbe
op ad."
Med denne friske Beslutning var Søren Kierkegaards
Genfødelse til Ende, hans aandelige Tilbliven som Personlighed
fuldbyrdet.
Hvad der falder i Øjnene ved denne aandelige Fødsel, er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
