Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
Ro og Objektivitet". Det virker derfor dobbelt stærkt ved at
frigøres for beundrende Indfatning og forstaas efter sit
Indhold. Den Gamle havde engang sagt til Søren Kierkegaard:
„Det var egentlig en Lykke for Dig, om jeg var død; saa kunde
Du maaske endnu blive til noget; det bliver Du ikke, saa længe
jeg lever." Den Forpintes Længsel efter Dødens Frigørelse for
sig selv og derved at kunne frigøre Sønnen, banker bag disse
Ord.
Men netop jo mere forpint Faderen blev over Sønnens
Beslutning, des vanskeligere faldt det ham at unddrage sig
Sønnens Opmærksomhed og skarpe Iagttagelse. Det var jo dog
ikke noget at tage sig saa nær, at en Søn forandrede Studium.
Det var mulig uklogt, men en Himmelbrøde var det dog ikke.
En saadan Overdrivelse, som at det skulde være det første
afgørende Skridt paa Fortabelsens Vej, stemmede ikke med
Faderens ellers saa klare Overlegenhed, han, der forekom
begge Sønnerne som Guds Talsmand og lykkelige Medvider
og overtraf begge de to unge i Samtalens sikre Beviskraft.
Dette her var Udtryk enten for utaaleligt Tyranni eller for
svigtende klart Omdømme.
Hvad fejlede Faderen? Allerede ved Samtalerne i Foraaret
om „en Skriftefader" havde Sønnen faaet et Indtryk af Uhygge,
som kun langsomt havde fortaget sig, en Anelse om, at der
var noget, der pinte Faderen, nagede hans Livssyn,
formørkede hans fordums Medviden med Gud om det ene Rette. Nu
vendte denne Mistanke forstærket tilbage og skærpede Sønnens
Opmærksomhed. Som i mange andre Forhold af lignende
Natur, baade sig selv og Faderen betræffende, har Søren
Kierkegaard ikke udtalt sit samtidige Indtryk og bestemte Resultat.
Han har indoptaget og gemt det i sig og først langt senere i
sine Optegnelser eller i sine trykte Skrifter givet det Luft og
anbragt det i Sammenhæng, hvor det dulgte sig som svarende
til det angivne Forhold. Herved har Indtrykket i digterisk
Behandling undergaaet visse Forandringer og paa engang
vundet og tabt i indre Sandfærdighed, men Præget af det
Selvoplevede er dog endnu tilstede og let kendelig i den varme
inderlige Gengivelses Form.
Lad os betragte blot to af de mange senere nedskrevne
formentlige Hentydninger til, hvad der foregik i Hjemmet i
Efteraaret 1835 og herigennem søge at aflæse nogle af de Følelser,
der fyldte Søren Kierkegaards Sind ved hans nyvakte
Iagttagelser af Faderen.
Femten Aar efter skrev han i sine Optegnelser (S. K.s
Ef-terl. Papirer 1850. S. 58—59):
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
